Thulesen Dahl efterlyser fortsat svar fra S om pension

Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen får svært ved at gennemføre differentieret pension.
7. august 2019 kl. 13:30Opdateret 7. august 2019 kl. 14:01

Det er fortsat uvist, om Dansk Folkeparti kan støtte Socialdemokratiets pensionsplan, der skal sikre en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

DF savner fortsat konkrete svar fra Socialdemokratiet på området.

- Der er næsten gået 200 dage, siden Mette Frederiksen lancerede principperne for differentieret folkepension. Lige siden har vi spurgt til, hvor mange år man skal være på arbejdsmarkedet for at få ret til tidlig pension?

- Hvilke brancher skal man have været i? Det har vi ikke fået svar på. Når Socialdemokratiet fremlægger sin model, så skal vi nok sige, om vi kan støtte den, siger Kristian Thulesen Dahl.

Sommergruppemødet er det første for DF efter nedturene ved valgene til Europa-Parlamentet og Folketinget i henholdsvis maj og juni.

Alene ved folketingsvalget mistede DF 21 mandater og gik fra 37 til 16 medlemmer af Folketinget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har torsdag inviteret Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til et indledende møde om, hvordan en model på området kunne se ud.

Ifølge Socialdemokratiet skal personer have ret til at gå tidligere på pension, hvis han eller hun er nedslidt eller har en høj anciennitet på arbejdsmarkedet.

Man skal have arbejdet "mange år" for at kunne få ret til tidligere pension, lyder det. I den forbindelse er en periode på 40 år blevet nævnt som eksempel.

Thulesen Dahl siger, at DF er parat til at lave en politisk aftale med Socialdemokratiet om pension. Men at den i givet fald først vil kunne gælde efter den igangværende valgperiode.

DF mener, at forlig på området forhindrer, at nye regler indføres i denne valgperiode. Men der er én betingelse, hvis en aftale skal komme på plads.

- Det starter ét bestemt sted: Nemlig med at Socialdemokratiet lægger deres model frem. Hvis de gør det, så skal vi nok fortælle, om vi kan støtte den, siger Thulesen Dahl.

De Radikale siger også nej til S-forslaget. Dermed er der i øjeblikket et flertal imod S-forslaget.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu