Trumps tanker om at købe Grønland går verden rundt

Det er ikke kun i Danmark og USA, at Donald Trumps tanker om at købe Grønland skaber overskrifter.
16. august 2019 kl. 10:50

Det har skabt overskrifter hos alverdens medier, at den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt har luftet tanker om at købe Grønland.

Historien er i første omgang bragt til torvs af amerikanske Wall Street Journal og nyhedsbureauet AP.

Ifølge anonyme kilder har Donald Trump nogle gange løst og nogle gange mere konkret talt med sine rådgivere om fordelene og det praktiske i et køb af Grønland.

Artiklen er den mest læste hos det tyske medie Bild. Journalisten, der har citeret historien, har også givet Trumps tanker et par ord med på vejen.

- Det daglige Trump-vanvid: Grønland bliver snart Trump-land? Den amerikanske præsident overvejer at købe verdens største ø, skriver journalist Simon Schütz på Twitter.

Hos den britiske avis The Guardian er historien om Donald Trumps købsplan dagens mest delte internationale historie.

I Rusland har nyhedsbureauet Tass arbejdet videre med historien.

Tass skriver, at Trumps tanker om Grønland er blevet afvist af flere fremtrædende danske politikere - herunder Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Artiklen er også den mest læste internationale historie hos den spanske avis El Mundo.

Det franske nyhedsbureau AFP er også på historien, som blandt andet er at finde på avisen Le Figaros hjemmeside.

På de sociale medier har historien også skabt mange reaktioner. Grønland har de seneste timer været i top ti over de mest diskuterede emner blandt Twitters brugere.

Den amerikanske skuespillerinde, sangerinde og komiker Bette Midler har givet sit besyv med.

- Trump vil købe Grønland? Lad ham finde det på et kort først, skriver hun på Twitter.

Historien er også nået til Australien, hvor blandt andet ABC News har den liggende på forsiden. I Kina er historien på forsiden hos South China Morning Post.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu