Aarhus Universitet trækker omstridt oksekødsrapport tilbage

Landbrug & Fødevarer har haft for stor rolle i rapport om oksekød og klima, erkender Aarhus Universitet.
2. september 2019 kl. 11:32Opdateret 2. september 2019 kl. 12:44

Aarhus Universitet trækker omstridt rapport om oksekøds klimabelastning tilbage.

Det begrundes med, at den ikke lever op til universitetets standarder for armslængde og uafhængig forskning.

Det oplyser Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) på Aarhus Universitet. Forskere fra centeret og DTU står bag rapporten.

Beslutningen kommer, efter at Information har afdækket, at Landbrug & Fødevarer har skrevet afsnit i rapporten og påvirket en pressemeddelelse om resultaterne.

Desuden er Danish Crown kommet med rettelser til indhold – heriblandt forsidefoto og rapportens titel.

Niels Halberg, der er direktør for DCA, erkender, at det ikke er efter bogen.

Han erkender, at erhvervsinteresser ikke må indgå i arbejdet med forskning på den måde.

»Det lever ikke op til de standarder, universitetet har omkring uafhængig forskning samt god forskningsskik - og forskningsformidling. Vi har derfor valgt at trække rapporten tilbage.«

»Vi kan ikke leve med, at sådanne forhold skaber tvivl i offentligheden om universitetets integritet, og der vil nu blive strammet op på procedurerne,« siger Niels Halberg i en pressemeddelelse.

Rapporten er blevet kritiseret for at sammenligne klimaaftryk for en hel pulje af produkter – søde sager, snacks, øl, vin, kaffe, te, sodavand – med dansk produceret oksekød alene.

Eksperter har været kritiske over for den formidling, da den sammenligning giver et forvrænget billede af oksekøds belastning på klimaet.

Rapporten har fået økonomisk støtte af Kvægafgiftsfonden. Den har som formål at styrke oksekødssektoren.

Landbrug & Fødevarer erkendte i weekenden, at organisationen var gået for langt i sit arbejde med rapporten. Derfor vil organisationen tilbagebetale 455.000 kroner, som den havde fået af Kvægafgiftsfonden til rapporten.

Aarhus Universitet har ligeledes besluttet at betale penge tilbage til fonden, da rapporten ikke lever op til universitetets standarder.

Selv om rapporten bliver trukket tilbage, står Aarhus Universitet fortsat inde for selve forskningen. Universitet vil dog lade internationale forskere gennemgå metoder og resultater.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
Steen K Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kg CO2e per kg vare:
Majs 2,6
Ris 4,8
Hvede 2,6
Kartofler 0,7
Sojabønner 6,1
Bælgfrugter 11
Oksekød 188
Komælk 8,4
Grisekød 20
Fjerkræ 14
"I en analyse af Searchinger et al. (2018) inddrages ikke bare drivhusgasudledningerne
fra produktion og klimaeffekten af skovrydning som konsekvens af et udvidet landbrugsareal, men også klimapotentialet i omlægning af eksisterende landbrugsareal til
skov (Carbon Opportunity Cost, COC)"
Rapport Concito april 2019.