Bank skal betale 900 millioner i sag om udbytteskat

Ifølge DR og Børsen har Skattestyrelsen sendt et krav om tilbagebetaling til Nordea i sagen om udbytteskat.
16. september 2019 kl. 13:28Opdateret 16. september 2019 kl. 15:56

Skattestyrelsen kræver 900 millioner kroner fra en bank, der menes at have hjulpet en udenlandsk pensionskasse med at få refunderet udbytteskat.

Det oplyser Skattestyrelsen på et pressemøde mandag.

Ifølge DR og Børsen er der tale om storbanken Nordea. Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Nordea.

Allerede søndag skrev DR og Børsen, at Nordea i en årrække hjalp den canadiske pensionskasse Hoopp med at få refunderet knap 900 millioner kroner i dansk udbytteskat, som myndighederne ikke mener, at den havde krav på.

I december sidste år stævnede Skattestyrelsen en udenlandsk pensionskasse for 900 millioner kroner. Ifølge Politiken var der tale om netop Hoopp.

Om baggrunden for Skattestyrelsens krav til en bank om tilbagebetaling siger Kenneth Joensen, direktør for selskaber hos Skattestyrelsen, på mandagens pressemøde, at det er "en knastør juridisk vurdering, der ligger bag".

Han forklarer, at Kammeradvokaten har gennemgået det juridiske og faktiske grundlag, der har været for samarbejdet mellem pensionskassen og banken.

I sidste uge modtog Skattestyrelsen så en indstilling fra Kammeradvokaten om, at styrelsen over for banken rejste et krav om tilbagebetaling af 900 millioner kroner.

Kravet følger, efter at dokumenter fra Skatteministeriet ifølge DR og Børsen har vist, at der er sket omfattende fejl i den bankordning, som Nordea, Danske Bank og SEB har stået for i en årrække.

Bankordningen har ifølge ministeriet medført uretmæssige udbetalinger på mellem 712-940 millioner kroner. Det skal være sket i perioden 2012-2015.

Pengene skal lægges oveni de 12,7 milliarder kroner, som udenlandske investorer i forvejen vurderes at have snydt de danske skattemyndigheder for ved at få tilbagebetalt dansk skat på aktieudbytter.

Bankordningen betød, at Nordea, Danske Bank og SEB havde lov til selv at stå for refusion af udbytteskat på vegne af udenlandske investorer.

Refusionen er en mulighed, som investorer har i nogle lande for ikke at skulle betale skat af udbytter på aktier flere gange.

Ordningen skulle gøre processen lettere for både de danske skattemyndigheder og de udlændinge, der havde danske aktier.

Sidste år blev der igangsat en undersøgelse af bankordningen for at finde ud af, om der foregik svindel eller systematisk svig, mens ordningen stod på.

Skattestyrelsen oplyser på mandagens pressemøde, at der ikke er fundet systematisk svig i bankordningen.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Gert Romme
  • Steen K Petersen
  • Steffen Gliese
Bjarne Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Gert Romme, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er et grundlæggende element i international retsvirkning, at man ikke kan forlange erstatning - eller som her penge tilbage, hvis man bevidst lader sig snyde.

Formentlig vil Skat få sine penge af Nordea, men den besparelse man ville opnå ved at svække Skat, æder sig op i omkostninger til revisorer, advokater og domstole. Så det var absolut bedst, om disse penge aldrig havde forladt Skat.

Denne sag er så grotest og uansvarlig vanrygtet, at skatteborgerne faktisk burde retsforfølge de politikere, der har stemt for disse vanvittige besparelser hos Skat.

Merete Jung-Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Claus Nielsen, Bjarne Andersen, Birte Pedersen, Peter Beck-Lauritzen, Erik Karlsen, Kim Houmøller, Tue Romanow, Ebbe Overbye, Jens Kofoed og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar