Claus Hjort støtter Inger Støjberg som Venstres næstformand

Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg vil sammen kunne favne Venstre, mener Claus Hjort Frederiksen.
14. september 2019 kl. 00:08Opdateret 14. september 2019 kl. 02:01

Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen støtter Inger Støjberg (V) som den nye næstformand i partiet efter Kristian Jensen (V).

Det siger Claus Hjort Frederiksen til DR.

Ud over Inger Støjberg stiller Ellen Trane Nørby (V) op som næstformand. Der er valg ved et ekstraordinært landsmøde i Venstre 21. september.

Jakob Ellemann-Jensen (V) er eneste kandidat til formandsposten efter Lars Løkke Rasmussen (V).

- Jeg støtter Inger Støjberg. Det vil være den konstellation, der favner bredest og omfatter den mangfoldighed, der er i Venstre. Det vil være en kanon styrke til et kommende folketingsvalg, siger Claus Hjort Frederiksen til DR.

Efter en turbulent tid med intern uro skal Venstre vælge nyt formandskab.

Hjort uddyber over for DR, at han tror, at Støjberg og Ellemann-Jensen vil fungere bedre sammen som makkerpar, end Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen gjorde.

Han er ikke nervøs for, at de to vil være et umage par, da han ved, at de "kan lide hinanden".

Claus Hjort Frederiksen følger med sin støtte til Støjberg efter en række andre Venstre-profiler, der også har udtrykt støtte til den tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Det gælder blandt andre Karsten Lauritzen (V), Mads Fuglede (V) og Sophie Løhde (V). Omvendt har Bertel Haarder (V) og Jan E. Jørgensen (V) peget på Ellen Trane Nørby.

Det er stemmerne fra de omkring 850 delegerede, der ved Venstres ekstraordinære landsmøde afgør, hvem der bliver næstformand

Flest i folketingsgruppen har hidtil givet deres opbakning til Inger Støjberg, og den tidligere udlændinge- og integrationsminister er også favoritten blandt flere politiske kommentatorer.

Jakob Ellemann-Jensen har undladt at svare på, hvem han helst ser som ny næstformand i partiet under hans ledelse.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Pietro Cini
Pietro Cini anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu