Filippinerne afviser hjælp fra Danmark og 17 andre lande

Donorlande straffes af Filippinerne for kritik af omstridte drab under kampagne mod narkotika.
23. september 2019 kl. 09:21

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har givet ordre til, at lån og bistand fra 18 lande vil blive afvist - heriblandt Danmark.

Det skyldes, at de pågældende nationer har støttet en efterforskning af tusindvis af drab i forbindelse med en krig mod narkotika.

Duterte og hans politistyrker forklarer de mange dødsfald med, at mistænkte personer ofte sætter sig til modværge ved at skyde mod indsatsstyrkerne.

Talsmanden for den filippinske præsident, Salvador Panelo, siger til tv-stationen ANC, at de 18 lande i juli støttede en resolution i FN, som støttede en efterforskning af drabene under ledelse af FN's Menneskerettighedsråd. Resolutionen blev udarbejdet på et initiativ fra Island.

Talsmanden siger, at Duterte kalder resolutionen for "en fornærmelse" af Filippinerne.

Den filippinske præsident har sendt blandede signaler i sagen, men talsmanden siger, at præsidenten står fast på sin ordre, og at hans tidligere udtalelser om, at ordren var trukket tilbage skyldtes "en erindringsforskydning".

Politiet siger, at omkring 6600 mennesker er blevet dræbt under kampagnen mod narkotika. Menneskerettighedsgrupper siger, at antallet af dræbte reelt er mellem 12.000 og 20.000 - eller højere.

Aktivister hævder, at mindst 27.000 er blevet dræbt i de utallige aktioner, som udføres på næsten daglig basis af bevæbnede betjente. Ofrene tilhører ifølge rapporterne typisk den fattigste del af befolkningen.

Den filippinske udenrigsminister, Teodoro Locsin, har tidligere sagt, at "det ikke er umagen værd" at søge hjælp fra lande, som siger, at der sker menneskerettighedskrænkelser i landet.

De lande, som støttede resolutionen, var Argentina, Australien, Østrig, Bahamas, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Fiji, Island, Italien, Mexico, Peru, Slovakiet, Spanien, Ukraine, Storbritannien og Uruguay.

/ritzau/dpa

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu