Folketinget stopper fusk med vælgererklæringer

Oven på et valg, hvor to partier omgik reglerne om vælgererklæringer uden konsekvens, er det gjort umuligt.
12. september 2019 kl. 11:10Opdateret 12. september 2019 kl. 12:28

Folketinget har vedtaget en regelændring, der betyder, at det ikke længere er muligt at snyde med indsamling af vælgererklæringer. Loven blev vedtaget med 105 stemmer for og ingen imod.

Loven er gennemført, efter at partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs begge omgik reglerne op til det seneste valg.

Reglerne for indsamling af vælgererklæringer byder, at der skal være en uges betænkningstids for underskrivere. Men der har ingen lovformelig konsekvens været ved at bryde reglen, hvilket begge partier gjorde.

Med den nye lov vil et uafhængigt valgnævn kunne stoppe og i sidste ende annullere et aspirerende partis indsamling af vælgererklæringer, hvis det bryder reglerne.

- Der har desværre været et hul i loven, så der har været mulighed for at snyde sig på stemmesedlen ved at omgår reglerne uden, at vi har haft mulighed for at gribe ind.

- Et enig folketing har ønsket at lukke det hul hurtigt, og det har vi gjort i dag, siger Social- og Indenrigsminister Astrid Krag (S).

Om det faktum, at man tidligere har lavet en lov uden sanktionsmuligheder, siger ministeren:

- På bagkant kan man undre sig over, at loven har været sådan, at man ikke har kunnet gribe ind. Men det bringer os ikke langt at kigge tilbage.

I loven har Folketinget været meget opmærksomme på, at den nye lov ikke skal kunne bruges til at undertrykke nye partier politisk ved at stikke en kæp i hjulet på deres indsamling af vælgererklæringer.

- Der er en klar armslængde her. Beslutninger om sanktioner skal træffes af Valgnævnet, der er uafhængigt og har en højesteretsdommer som formand. Så ingen - hverken Folketinget eller regeringen - kan misbruge det.

- Det er helt grundlæggende, at der ikke må kunne sås tvivl om det, siger Astrid Krag.

Partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs fik henholdsvis 29.600 og 63.114 stemmer ved Folketingsvalget 5. juni. Det giver dem ret til millioner i partistøtte frem til næste valg.

Pengene vil partierne kunne beholde, på trods af at de omgik reglerne for indsamling af vælgererklæringer.

- Reglerne for partistøtte har ikke noget at gøre med den lov, vi har indført nu. Så længe partierne lever op til reglerne for partistøtte og bruger pengene inden for reglerne, så er det deres ret, siger Astrid Krag.

/ritzau/

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor skal der laves en fortrydelsesfrist ved vælgerærklæringer? I så fald burde man have fortrydelse ved folkeafstemningen også. Det er jo gjort mere komplekst, end at blive gift med en kærste resten af livet.