Kopi af fyrværkeri stoppede mange tog ved København

Forsvaret blev tilkaldt efter fund af rund ting med lunte ved Hvidovre Station. DSB bestilte togbusser.
19. september 2019 kl. 10:29Opdateret 19. september 2019 kl. 12:04

Mange togpassagerer er torsdag formiddag blevet forsinket på grund af fundet af en mistænkelig genstand nær Hvidovre Station.

S-tog kørte ikke mellem Glostrup og Valby Station. Samtidig blev fjerntog og regionaltog indstillet på strækningen mellem Høje Taastrup og Københavns Hovedbanegård, oplyser DSB og Banedanmark.

DSB oplyste, at politiet arbejdede på stedet. Selskabet oplyste også, at der blev bestilt togbusser til at køre med passagerer på strækningen.

Politiets undersøgelse påvirkede desuden trafikken med regionaltog og fjerntog, lød meldingen fra Banedanmark.

Umiddelbart blev genstanden beskrevet som en rund ting med en lunte, men vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi sagde ved 10.30-tiden, at det var for tidligt at sige noget nærmere om genstanden.

Forsvarets specialister i sprængstoffer, EOD, blev tilkaldt til Hvidovre Station. Genstanden lå ved et spor nær perronen, oplyser politiet.

Det viste sig at være en kopi af fyrværkeri, oplyser Banedanmark. Passagerer fik tidligere melding om, at der måske var tale om en krysantemumbombe.

Ved 11-tiden oplyser politiet, at afspærringen ophæves. Forholdet er nu afklaret, lyder beskeden på Twitter.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu