Pompeo kalder Irans rolle i droneangreb for en krigshandling

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, vil efter droneangreb mod saudiske olieanlæg samle koalition mod Iran.
19. september 2019 kl. 03:45Opdateret 19. september 2019 kl. 04:44

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, kalder Irans mulige involvering i weekendens angreb mod saudiske olieanlæg for "en krigshandling".

Kommentaren faldt onsdag aften efter et møde i Jeddah med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman. Det skriver flere amerikanske medier herunder The New York Times.

- Vi er velsignet, i og med at ingen amerikanere blev dræbt i dette angreb. Men når man oplever en krigshandling af denne karakter, er der jo altid en risiko.

Onsdag fremlagde det saudiarabiske forsvarsministerium påståede beviser for, at droneangrebene "utvivlsomt" er orkestreret af Iran og dets militær.

Det har Iran konsekvent afvist.

- Angrebet kom nordfra og var utvivlsomt sponsoreret af Iran. Beviserne har I her foran jer, lød det onsdag fra en talsmand fra det saudiarabiske forsvarsministerium Turki al-Maliki ifølge tv-stationen Al-Jazeera.

De shiamuslimske houthi-oprørere, der kæmper en indædt kamp mod den saudiskledede koalition i Yemen, har taget ansvaret for angrebet.

Houthi-oprørerne støttes i deres kamp af blandt andet Iran.

Ved mødet i Jeddah tilføjede Mike Pompeo ifølge nyhedsbureauet dpa, at man "har stor tiltro" til flere efterretningsanalyser. De konkluderer, at houthi-oprørerne ikke besidder de våben, der skal til for at gennemføre den type angreb, som ramte olieanlæggene.

Samtidig erklærede Pompeo, at man vil indgå i dialog med Saudi-Arabien. Målet er at samle en koalition af lande, der kan svare igen "på en passende måde".

Udenrigsministeren ville dog ikke uddybe, hvad en international koalition ville præsentere af modsvar - især hvorvidt det kunne indebære et gengældelsesangreb.

Fordømmelsen er den hidtil kraftigste fra den amerikanske regering.

Spændingerne mellem USA og Iran er øget, siden præsident Donald Trump valgte at trække USA ud af den internationale aftale om Irans atomprogram.

Lørdagens angreb har forstyrret den omfattende saudiarabiske olieproduktion.

Produktionen på de to anlæg ventes dog at være oppe på fuld kapacitet inden udgangen af september. Det oplyste Saudi-Arabiens energiminister tirsdag.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mike Pompeo er Donald Trumps væbner, og Donald Trump gør ganske meget for at provokere til en krig mod Persien.

Men det er interessant, at lige efter angrebet på oliefaciliteterne sagde samme Trump, at han kunne bevise, at Persien stod bag. Nu siger han, at når han har beviser, er han villig til at "slå til".

Og det er klart. at lande som Saudi, hvor kronprinsen dræber journalister, fastslår, at Persien står bag. Det såkaldte bevis skulle være, at isenkrammet er fremstillet i Persien. Det svare jo til, at hvis jeg kører på nogen eller noget, så har Opel altså ansvaret.

Og med denne form for bevisførelse, er der frit slag for at anklage USA, Storbritannien, Forbundsrepublikken, Rusland og alle andre våbenproducerende lande for hvad-som-helst.