Rødt flertal er enige om at nedsætte Støjberg-kommission

Sag om adskillelse af unge asylpar skal granskes af en kommission. Det er et flertal enige om.
6. september 2019 kl. 13:18Opdateret 6. september 2019 kl. 15:05

Ved et møde i Justitsministeriet er regeringen og SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet blevet enige om at nedsætte en kommission, som skal undersøge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) rolle i sagen om adskillelse af unge asylpar.

- Vi har i dag holdt møde om sagen. Regeringen og partierne Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet var enige om at nedsætte en undersøgelseskommission, udtaler justitsminister Nick Hækkerup (S) i en skriftelig kommentar.

SF's retsordfører, Karina Lorentzen, uddyber:

- Vi er blevet enige om at nedsætte en kommission, som skal undersøge forløbet, og hvor der er givet en ulovlig instruks, men hvor det har været mere end almindeligt svært at få klarlagt hele forløbet, siger hun.

Sagen om de unge asylpar - også kendt som barnebrudssagen - omhandler en ulovlig instruks om at adskille alle asylpar, hvis den ene part var under 18 år.

Instruksen blev udsendt i en pressemeddelelse i februar 2016, og Udlændingestyrelsen fik besked fra ministeriet om at administrere efter den.

Folketingets Ombudsmand har betegnet den instruks som ulovlig.

Inger Støjberg, som i øjeblikket er eneste kandidat til posten som Venstres næstformand, har dog gennem flere samråd fastholdt, at hun ikke har forsøgt at iværksætte en ulovlig praksis.

- Det er vigtigt at undersøge den her sag til bunds, for det er vigtigt for vores demokrati. Hvis der er tale om en minister, som bevidst har omgået loven, har vi et alvorligt problem, siger Rosa Lund, retsordfører i Enhedslisten.

Inden kommissionen kan begynde sit arbejde, skal der laves et kommissorium, som er en skriftlig formulering af kommissionens præcise opgave.

Samtidig skal justitsministeren udpege den eller de personer, som skal være medlemmer af undersøgelseskommissionen, inden arbejdet kan gå i gang.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Inger Støjberg.

Torsdag skrev Inger Støjberg i en sms til Ritzau, at "det er ude af hendes hænder, hvilke undersøgelser et rødt flertal eventuelt vil igangsætte".

- Jeg har allerede redegjort for forløbet om indgrebet mod barnebrude i talrige samråd og i hundredvis af svar til Folketinget, ligesom der har været en ombudsmandsundersøgelse, skrev hun.

- Hvis der kommer endnu en undersøgelse, vil jeg naturligvis svare på alle spørgsmål en gang til i den forbindelse.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Marianne Stockmarr
Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er godt nyt, var faktisk en smule bekymret for, om det var et løfte regeringen kunne finde på at løbe fra..

Rikke Nielsen, Steen K Petersen, Peter Wulff, Helle Walther, Tue Romanow og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar