Trump aflyser fredstopmøde med Taliban efter angreb

Aflysningen kommer, efter at Taliban har taget ansvar for angreb i Kabul, hvor amerikansk soldat blev dræbt.
8. september 2019 kl. 01:25Opdateret 8. september 2019 kl. 01:40

USA's præsident, Donald Trump, har aflyst et planlagt topmøde med den militante bevægelse Taliban, der skulle være afholdt søndag.

Det skriver præsidenten i en række opslag på Twitter natten til søndag dansk tid.

Som begrundelse giver han, at Taliban har taget ansvar for et angreb fredag i Afghanistans hovedstad, Kabul, hvor en amerikansk soldat mistede livet.

- Hvis de (Taliban, red.) ikke kan holde våbenhvilen under disse vigtige fredsforhandlinger, og endda dræber 12 uskyldige mennesker, så har de ikke styrken til at forhandle en meningsfuld aftale på plads, skriver Trump.

Angrebet i Kabul fredag ramte nær byens diplomatiske kvarter og kostede foruden den amerikanske soldat også en rumænsk soldat og ti civile livet.

- Hvilken slags mennesker ville dræbe så mange mennesker i et forsøg på tilsyneladende at styrke deres forhandlingsposition, spørger præsidenten retorisk på Twitter og tilføjer, at det gjorde Taliban bestemt ikke i hans optik.

Ifølge Trump skulle fredsforhandlingerne være foregået på Camp David, den amerikanske præsidents officielle landsted i delstaten Maryland.

Ved topmødet skulle de øverste forhandlere fra Taliban efter planen mødes med Trump og Afghanistans præsident, Ashraf Ghani.

Tidligere har USA's særlige udsending i Afghanistan, Zalmay Khalilzad, udtrykt optimisme omkring en mulig fredsaftale med Taliban-bevægelsen allerede i år.

Krigen i Afghanistan begyndte efter angrebene 11. september 2001. USA indsatte tropper i et forsøg på at bekæmpe Taliban og al-Qaeda, der stod bag.

I øjeblikket har USA 13.000 soldater udstationeret i landet. Præsidenten har tidligere sagt, at USA's militær ikke vil forsvinde fuldstændigt fra Afghanistan, hvis det skulle lykkes at indgå en aftale.

USA's præsident Donald Trumps administration har et erklæret mål om at reducere den militære tilstedeværelse frem mod præsidentvalget i november 2020.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu