Vrede over hård straf til prominent modstander af Erdogan

Leder for Tyrkiets store oppositionsparti dømmes for at fornærme præsident og regeringen og for terrorstøtte.
6. september 2019 kl. 16:51

En fremtrædende oppositionspolitiker i Tyrkiet er fredag idømt næsten ti års fængsel.

Canan Kaftancioglu, der er leder for Det Republikanske Folkeparti i Istanbul, straffes for at fornærme præsidenten og for at udbrede terrorpropaganda, oplyser hendes parti.

Hun regnes som en af sit partis absolutte topfolk.

Kaftancioglu vil være på fri fod, indtil muligheden for appel er udløbet.

Det er en lang række sager, der har ført til strafudmålingen på ni år og otte måneders fængsel.

Ud over at fornærme præsidenten og for at at udbrede terrorpropaganda er KaftanCioglu dømt for at have fornærmet regeringen og embedsmænd.

Dertil skal hun have opildnet til had og fjendskab. Alle anklager baserede sig på tweets, som hun har afsendt fra 2012 til 2017.

- Skulder ved skulder mod fascismen, lyder råbet fra mange hundreder af hendes tilhængere, der har forsamlet sig foran retten.

Kaftancioglu spillede en nøglerolle ved kommunalvalg i Istanbul tidligere i år. Her vandt Det Republikanske Folkeparti borgmesterposten til stor fortrydelse for præsident Recep Tayyip Erdogan.

Erdogans islamiske parti, AKP, havde i de 25 foregående år siddet på magten i Tyrkiets største by. Erdogan var selv tidligere borgmester i Istanbul.

Kaftancioglu siger, at dommen ikke er afsagt i en retssal, men i "præsidentpaladsets værelser".

- Hverken I eller jeg fortjener dette. Hvis domstolens afgørelse ikke er på linje med loven, men formet af den politiske magts ønsker, så er der ingen lov, som gælder i dette land, siger hun.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu