Demokrater og republikanere går sammen om fordømmelse af Trump

Demokrater og republikanere i Kongressen går sammen om at fordømme Donald Trumps tilbagetrækning fra Syrien.
16. oktober 2019 kl. 01:23Opdateret 16. oktober 2019 kl. 01:34

Demokratiske og republikanske kongresmedlemmer går sammen om en fælles udtalelse, der fordømmer Donald Trumps tilbagetrækning fra Syrien.

Fordømmelsen blev annonceret kort efter midnat onsdag dansk tid af formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi.

En række moderate republikanske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus er medunderskrivere, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har altid fastholdt, at sanktioner (mod Tyrkiet, red.) alene ikke går langt nok i forhold til at vende udviklingen og stoppe denne humanitære katastrofe, lød det fra Pelosi.

Ved pressemødet deltog også den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer.

- Det kaos og den usikkerhed, der er sluppet løs i Syrien efter præsident Trumps beslutning om at trække tropper ud af landet, kræver klogt lederskab fra Kongressen, tilføjede han.

Trumps beslutning om at trække amerikanske styrker væk fra det nordlige Syrien er blevet stærkt kritiseret både ude og hjemme. Nogle kaldte det et forræderi mod USA's allierede.

USA og dets allierede har fordømt den tyrkiske offensiv, og mandag underskrev Trump et dekret, der indfører sanktioner mod en række repræsentanter i den tyrkiske regering.

Trump skrev mandag aften på Twitter, at toldafgifter på stål fra Tyrkiet igen vil blive hævet til 50 procent.

Derudover vil forhandlinger med tyrkerne om en handelsaftale til op mod 100 milliarder dollar blive indstillet "øjeblikkeligt".

Men truslen om sanktioner har ikke haft nogen indvirkning på den tyrkiske ledelse omkring præsident Recep Tayyip Erdogan.

Onsdag indledte tyrkerne en offensiv, der hovedsageligt er rettet mod kurdiskledede styrker, der kontrollerer et stort stykke af det nordlige og særligt det nordøstlige Syrien.

Siden har der været uafbrudte kampe i og omkring nogle grænsebyer på den syrisk-tyrkiske grænse.

Ifølge FN er flere end 100.000 civile flygtet fra områder berørt af den tyrkiske offensiv.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu