Endnu en dansk bank indfører negative indlånsrenter

Som konsekvens af den negative rente hos Nationalbanken indfører Spar Nord nu negative indlånsrenter.
3. oktober 2019 kl. 09:15Opdateret 3. oktober 2019 kl. 09:58

Spar Nord følger andre danske banker trop og indfører negative indlånsrenter for både privat- og erhvervskunder.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Spar Nord forklarer, at ændringen sker som konsekvens af, at Nationalbanken for nylig har sænket indskudsbevisrenten til minus 0,75 procent - det laveste nogensinde.

Det betyder, at det koster de almindelige banker at have deres overskydende penge - som stammer fra privatkunder og virksomheders opsparinger - stående hos Nationalbanken.

- Ændringen betyder, at renten på erhvervsindlån sænkes til minus 0,75 procent, skriver Spar Nord i meddelelsen og fortsætter:

- Samtidig indfører banken negative renter på privatområdet, så indlån over 750.000 kroner fremover forrentes med minus 0,75 procent.

Ændringen for privatkunder sker fra 1. januar næste år.

Ifølge bankdirektør i Spar Nord Lars Møller skal ændringerne ses i lyset af en i forvejen lang periode med negative renter, der nu ser ud til at fortsætte i lang tid endnu.

- Vi mener derfor, at tiden er inde til at sænke vores indlånsrenter både på erhvervs- og privatområdet og på den måde indrette vores forretningsmodel efter de nye markedsvilkår, siger Lars Møller.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange af bankens privatkunder der bliver berørt af de negative indlånsrenter. Men han nævner, at det er "ganske få" procenter af privatkunderne.

Også Jyske Bank og Sydbank har tidligere varslet negative renter over for flere af deres kunder.

Begge banker lægger ligeledes op til, at privatkunder med 750.000 kroner på kontoen fremover skal betale en negativ rente på 0,75 procent for at have deres penge stående.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu