Hård start på EU-topmøde: Nordirsk parti afviser brexitforslag

Nordirske DUP's støtte er vigtig, hvis Boris Johnson skal have sin brexitaftale igennem i Underhuset.
17. oktober 2019 kl. 08:18Opdateret 17. oktober 2019 kl. 09:01

Blot få timer før et imødeset EU-topmøde torsdag eftermiddag går i gang, er der allerede fra morgenstunden blevet kastet grus i brexitforhandlingerne.

Det nordirske parti DUP, der støtter den konservative regering i Storbritannien, har således meddelt, at det ikke kan bakke op om det nuværende forslag til en brexitaftale, "som det ser ud nu".

Det skriver partiet i et opslag på Twitter torsdag morgen.

- Vi har været involveret i de igangværende forhandlinger med regeringen.

- Men som det ser ud nu, så kan vi ikke støtte forslagene, skriver partiet.

Det er blandt andet de foreslåede toldarrangementer, som nordirerne ikke kan acceptere. Partiet efterlyser også klarhed omkring momsafgifter.

Partiets leder, Arlene Foster, understreger, at forhandlingerne med regeringen fortsætter i et forsøg på at nå til enighed.

Premierminister Boris Johnsons regering har mistet flertallet i det britiske parlament. Derfor er opbakning fra støttepartiet DUP særlig vigtig, hvis Johnson skal få stemt en brexitaftale igennem i Underhuset.

Nogle konservative brexittilhængere har også meddelt, at de vil lade sig påvirke af, om DUP accepterer forslag til en løsning på forhandlingernes helt store stridspunkt: den fremtidige grænse mellem Irland og Storbritannien.

Det Konservative Parti har i øjeblikket 288 pladser i det britiske parlament, mens DUP har 10. Der kræves 320 stemmer for at sikre flertal.

Ved topmødet i Bruxelles skal briterne og EU endnu en gang forsøge at blive enige om en skilsmisseaftale.

Tiden er dog knap, og brexitdatoen 31. oktober er kun to uger væk.

En ny lov, der for nylig blev indført i Storbritannien, gør forhandlingerne endnu mere pressede for Boris Johnson.

Loven pålægger ham at bede EU om en udskydelse af brexit, hvis ikke det britiske parlament har vedtaget en brexitaftale senest lørdag 19. oktober.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu