Ministre i EU fordømmer Tyrkiet og kræver stop for våbensalg

Situation i Syrien er forfærdelig, siger udenrigsminister Jeppe Kofod, som frygter Islamisk Stats genkomst.
14. oktober 2019 kl. 08:57Opdateret 14. oktober 2019 kl. 09:27

Situationen i det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet har indledt en militær offensiv mod kurdere, er dybt alvorlig, lyder det fra udenrigsministrene i EU.

Flere ministre, herunder Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), kræver en fælles fordømmelse og et samlet budskab om stop for salg af våben til Tyrkiet i et forsøg på at bremse offensiven.

- Det ville være rigtig godt, hvis Europa kan stå samlet om dette og sende et stærkt signal til Erdogan (Tyrkiets præsident, red.) om at stoppe disse operationer. Jeg har fordømt dem, siger Kofod før mødet.

Danmark har, uddyber udenrigsministeren, siden 2018 "de facto stoppet alle nye tilladelser til våben til Tyrkiet, der kan blive brugt i Syrien". Han appellerer til de andre EU-lande om at følge dette.

Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, opfordrer til, at koalitionen af lande, der bekæmper Islamisk Stat, samles for at drøfte udviklingen, der er sket som følge af amerikanernes tilbagetrækning fra området.

- Frankrig forventer et specifikt krav om, at offensiven indstilles. En fast holdning til våbeneksport til Tyrkiet. Og at USA arrangerer et møde i den internationale koalition, siger udenrigsminister Jean-Yves Le Drian.

Frankrig er et af flere EU-lande, som de seneste dage har meddelt, at våbensalg til Tyrkiet stoppes.

Den danske udenrigsminister deler bekymringen over de seneste meldinger om, at fanger fra Islamisk Stat igen er kommet på fri fod.

- Det er forfærdelige billeder, vi ser af den humanitære situation på jorden. Og vores kamp mod Islamisk Stat bliver svækket af dette. Så det er vigtigt, at vi sender et kraftigt og stærkt signal fra Europas side, siger Kofod.

Nogle europæere, som har tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien, har udtrykt ønske om at vende hjem til Europa.

- De IS-krigere, der er rejst til Syrien for at kæmpe sammen med Islamisk Stat, har vendt Danmark ryggen. De er ikke danskere i den forstand mere, siger Kofod.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Jensen

Kære Kofoed og Co.
Tyrkiet har allerede rigeligt med våben på lager til at slagte Kurderne, de løber ikke tør. En våbenembargo batter ikke. Fordømmelse virker endnu mindre, hvis I vil bruge ord for at hjælpe Kurderne, er det eneste virksomme I kan gøre at anerkende Kurdernes ret til egen stat. Og Kofoed, Kurderne har ret til deres egen stat, de har deres egen kultur, de er et selvstændigt folk, alle deres naboer hader dem og alle deres naboer, Iran, Irak, Syrien, Tyrkiet skiftes på tur om at prøve at slå dem ihjel. Den eneste chance Kurderne har for et liv fri fra vold og undertrykkelse det er som selvstændig nation. Ingen andre end Kurderne vil passe på Kurderne, ingen kommer dem tl undsætning. Men Kofoed, du har som udenrigsminster mulighed for at gøre en varig forandring og være med til at redde et helt folk. Vi kan som nation anerkende Kurdernes ret til egen stat og med et slag ændre deres skæbne. Det skylder vi dem. Det er fint hvis du kan overtale nogle at de andre EU-ministre, men nogen skal jo gå forrest, lad det være Danmark. Send et stærkt signal Kofod, vær en statsmand, anerkend Kurdernes stat!

Carsten Svendsen

Kofoed kunne da godt anerkende Kurdernes ret til en stat ligesom Palæstinenserne - med samme resultat endda!
Han ville ikke risikere så meget som én osteterns landbrugseksport, om så samtlige kurdere blev udryddet.
Det bliver aldrig til mere end "minister-alsang" i EU-regi.

ps.
Fortæller ganske godt hvor "lavtstående" vi er.
Lovligt fremstille og sælge våben, men falder en for fristelsen, falder hammeren.