Omstridt klimagruppe planlægger aktioner i 60 byer

Demonstranter indledte mandag en to uger lang klimaprotest ved at spænde sig fast til en bil i New Zealand.
7. oktober 2019 kl. 02:48

Over en periode på to uger vil klimaaktivister i gruppen Extinction Rebellion gå på gaden i 60 byer verden over.

Gruppen er kendt for at foretage ofte ulovlige blokader af veje og bygninger og kræver handling af regeringer på klima- og miljøområdet.

Dens metoder er stærkt omdiskuterede.

- Sammen vil vi på fredelig vis besætte magtcentrene og lukke dem ned, indtil verdens regeringer gør noget ved den klima- og miljømæssige nødsituation, skriver Extinction Rebellion på sin hjemmeside.

I april førte gruppens aktioner til mere end 1000 anholdelser i Storbritanniens hovedstad, London, som trafikalt var voldsomt ramt.

Gruppen har varslet, at aktionerne denne gang vil være mere omfangsrige end før.

Blokaderne blev indledt mandag morgen i New Zealand.

Her havde seks personer med metalrør spændt sig fast til en lyserød bil uden hjul, mens andre havde spændt sig fast på en pink båd i midten af Wellington, New Zealands hovedstad, skriver nyhedsbureauet dpa.

Aktionerne skal ramme blandt andet London, Madrid, Amsterdam, New York og en lang række andre byer.

Søndag deltog flere i lanceringen af protestaktionerne, som fandt sted i London.

Her blev syv mænd og tre kvinder anholdt for at planlægge forstyrrelse af den offentlige orden, oplyser Londons politi.

I Berlin har gruppen planlagt at blokere flere centrale steder.

Mandag ved middagstid går det efter planen ud over den ikoniske Potsdamer Platz, som samtidig er et trafikknudepunkt i byen.

På gruppens hjemmeside står der intet om planlagte aktioner i Danmark i forbindelse med den to uger lange protest.

Tidligere har en af organisationens aktioner ført til 30 anholdelser på oliehavnen i Aarhus.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu