Politiet har gemt data i strid med egne regler

Redegørelse af Rigspolitiets håndtering af teledata viser nu, at oplysninger blevet gemt for længe.
9. oktober 2019 kl. 21:55

Rigspolitiet har ikke bare fejlbehandlet teleoplysninger, men også gemt data om borgere i strid med sine egne regler.

Det skriver Politiken torsdag.

Oplysningen kommer fra den redegørelse om Rigspolitiets fejlbehandling af teledata, der blev offentliggjort i sidste uge.

Heri står, at myndigheden også har gemt data om borgernes aktivitet på nettet længere, end Rigspolitiets egne regler foreskriver. Og muligvis i strid med loven, skriver Politiken.

I redegørelsen står der:

- Telecentret har i midten af september 2019 konstateret, at sletningen af konverterede teledata efter to år ikke er sket i fuldt omfang, og at der tilsyneladende fortsat opbevares cirka 75 procent af disse datasæt i telecentret.

Som følge af rodet har justitsminister Nick Hækkerup (S), Rigspolitiet og Rigsadvokaturen besluttet at igangsætte et arbejde, "der skal sikre, at reglerne om sletning af teledata bliver efterlevet".

Der skal også fastsættes "klare retningslinjer for sletning af teledata".

Torsdag fremlægger regeringen en sikkerhedspakke, der skal udvide indsamlingen af data om borgerne.

Politiken har i lyset af teleskandalen spurgt justitsministeren, hvad der får ham til at tro, at politiet har kapacitet og kompetencer til at administrere de udvidede datamængder. Det lykkedes ikke at få et svar onsdag.

Reglerne for, hvornår politiet skal slette data om eksempelvis borgernes opkald eller geografiske placering, afhænger af situationen.

Hvis en borger bliver sigtet, tiltalt eller dømt, arkiveres oplysningerne primært efter et kriterium om sagens kriminalitet og væsentlighed.

Når der ikke rejses sigtelse, fremgår det af retsplejeloven, at materialet skal tilintetgøres. Hvis oplysningerne viser sig ikke at have nogen betydning for efterforskningen, skal de slettes.

Og teleoplysninger om borgerne skal slettes, hvis de viser sig ikke at have nogen efterforskningsmæssig betydning.

Men ifølge Politiken lader politiet til stort set at have gemt alle indhentninger af rå teledata fra teleselskaberne mellem januar 2011 og august i år.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg synes, vi tidligere har fået at vide, at det kan være svært at gennemgå de kiksede retssager, hvor de fejlagtige teledata har indgået - netop fordi mange af disse data er slettede?
https://nyheder.tv2.dk/krimi/2019-07-01-korrekte-teledata-kan-vaere-slet...

Det er de så slet ikke, når det kommer til stykket, eller hvad? Eller er det kun de retssager, hvor folk er dømt på basis af teledata, at man har skyndt sig at slette dem hurtigst muligt? Noget der i øvrigt har undret mig, da det forekommer uansvarligt at slette bevismateriale, som har fået folk dømt.

Jeg fatter ingenting. Hvad har I gang i, politiledelse (de menige betjente har svære jobs, og jeg er taknemmelig for, at de sætter livet på spil for os andre i tilspidsede situationer)? Kan man overhovedet stole på noget som helst, der kommer ud af munden på jer? Ved I overhovedet selv noget om, hvad I går og foretager jer i dagligdagen?