Trio fra USA får Nobelpris i økonomi for at bekæmpe fattigdom

Ægteparret Abhijit Banerjee og Esther Duflo samt Michael Kremer får Nobelpris for at bekæmpe fattigdom.
14. oktober 2019 kl. 11:56Opdateret 14. oktober 2019 kl. 13:21

Nobelprisen i økonomi går til tre økonomer fra USA for deres eksperimentelle tilgang til at arbejde med at bekæmpe global fattigdom.

Modtagerne er amerikanske Michael Kremer samt ægteparret Abhijit Banerjee og Esther Duflo, der har henholdsvis indisk og fransk baggrund.

Det oplyser Det Svenske Akademi, der står for uddelingen af prisen.

Esther Duflo er kun den anden kvinde, som får Nobelprisen i økonomi. Hun er med sine 46 år samtidig den yngste modtager nogensinde. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

De tre økonomer har introduceret nye metoder til at finde frem til, hvad den bedste måde er til at mindske fattigdom i verden.

Deres metode er groft sagt at opdele problemet med fattigdom i mindre spørgsmål, der er mere konkrete og håndterbare.

For eksempel ved at finde den mest effektive måde at forbedre børnesundhed eller løfte niveauet inden for uddannelse.

Netop den metode kombineret med feltforsøg i lokalområderne har vist sig som meget effektiv.

Michael Kremer har blandt andet forbedret resultaterne på skoler i den vestlige del af Kenya i 1990'erne.

Som et direkte resultat af deres arbejde har fem millioner indiske børn nydt godt af effektive hjælpeprogrammer med støttende undervisning på skoler.

Et andet eksempel er støtte til forebyggende sundhedsydelser, der er indført i mange lande.

Ifølge økonom Otto Brøns-Petersen, der er analysechef ved den liberale tænketank Cepos, er årets uddeling bemærkelsesværdig.

- Hidtil har man i høj grad belønnet økonomisk teori. Nu giver man det til noget, som er mere praktisk orienteret.

- Det afspejler den måde, økonomi som videnskab har bevæget sig hen mod, hvor man i langt højere grad har data at gøre brug af.

- Det er også forholdsvis nyt, at man bruger eksperimenter og hypoteser på samme måde, som man ser det inden for lægevidenskaben, siger Otto Brøns-Petersen.

Modsat de øvrige Nobelpriser er prisen i økonomi ikke blandt de oprindelige priser, som den svenske kemiker og ingeniør Alfred Nobel stod bag.

Prisen i økonomi blev indstiftet med donation fra den svenske nationalbank, Riksbanken, i 1968. Det var som markering af bankens 300-års fødselsdag.

De tre modtagere kan dele prissummen på 6,2 millioner kroner.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

99,9% af alle universiteter i USA har en kapitalistisk markeds orienteret tilgang til økonomi. Undtaget i Vermont i det nordøstlige USA, hvor Bernie Sanders kommer fra. Her findes der som det eneste sted i landet et økonomistudie med en velfærdsstats/socialistisk orientering til økonomi.

@Mogens Fosgerau - der er IKKE det, man almindeligvis forstår ved "mainstreamøkonomi" (i øvrigt et begreb, der oftest anvendes af ikke-økonomer...!). Alene af den årsag, at der er tale om eksperimentel økonomi, mens "mainstreamøkonomi" er normativ. Din kommentar er faktuelt ukorrekt!

@Jeppe Lindholm, de tre økonomer får Nobelprisen for deres arbejde med at bekæmpe fattigdom ud fra en eksperimentel tilgang - vel næppe noget, der kan rummes under "kapitalistisk markeds orienteret tilgang til økonomi". Desuden er Michael Kremer fra Harvard University, mens Esther Duflo og Abhijit Banerjee er fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) - begge er blandt de største og mest anerkendte universiteter i USA. Vi kan altså konstatere, at også dine påstande er totalt ukorrekte!

Henrik Plaschke

Jeppe Lindholm ulejliger sig ikke med at fremhæve argumenter, men gentager blot, at han har ret.

Men det har han ikke. Det er sikkert rigtigt, at mange (eller de fleste) økonomistudier i USA er orienteret mod traditionel neo-klassisk økonomi, men at et universitet i Vermont skulle være det eneste universitet med en anderledes linje, er en skrøne, der tilsyneladende afspejler ren og skær uvidenhed. Man kan finde en liste med universiteter i USA og andetsteds med heterodokse (i modsætning til ortodokse) økonomiprogrammer her: http://www.heterodoxnews.com/hed/study-programs.html, hvor University of Vermont i øvrigt også er nævnt. Samt talrige andre amerikanske universiteter!

At antyde at Esther Duflo m.fl. skulle repræsentere en ”kapitalistisk markeds orienteret tilgang til økonomi” er måske nok lidt af en overdrivelse (for nu at sige det lidt venligt). Lige på dette punkt har Jens Winther ret. Duflos orientering mod fattigdomsbekæmpelse og et civilsamfundsbaseret bottom up perspektiv har vel ikke så meget at gøre med ”en kapitalistisk markeds orienteret tilgang til økonomi”, selvom det næppe heller kan ses som værende antikapitalistisk.

Duflos entusiastiske begejstring for Thomas Pikettys reformorienterede analyse fremlagt i den netop udsendte Kapital og ideologi er vel næppe heller et udtryk for ”en kapitalistisk markeds orienteret tilgang til økonomi”!

Til gengæld har Jens Winther ikke ret mht. til ideerne bag Duflos arbejde. Det fremstilles som om, at dette skulle være eksperimentelt i modsætning til normativt. Det er en falsk modsætning: hendes arbejder er eksperimentelle og i den grad normative – rettet mod økonomisk og social forandring. Sådan kan man vel også anskue hendes opbakning til Piketty. Enten ved Winther ikke ret meget om Duflos arbejder eller også forstår han ikke normativitetsbegrebet. Eller måske begge dele.

Om hendes arbejder så kan ses som værende mainstream eller ej, skal jeg ikke tage stilling til. Men hvis man ønsker at diskutere det, kan man jo passende starte med at definere begrebet.

Steen K Petersen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Så vidt jeg kan se består Esther Duflos originalitet i, at hun som økonom, går ud i 'marken' og undersøger faktiske resultater af forskellige projekter. Det har i nogle år knebet med empirien indenfor den økonomiske videnskab. Derimod kan jeg ikke få øje på originaliteten i f.eks. Duflos kritik af mikrokreditprogrammer. Jeg har beskæftiget mig med mikrokredit i praksis og kan sagtens tilslutte mig hendes kritik. Men hun er altså ikke den eneste kritiker på det felt. Professor i økonomi Muhammad Yunus fik af uudgrundelige årsager Nobels Fredspris for at stå fadder til mikro kredit konceptet og Grameen Banken i Bangla Desh. Efter en norsk dokumentar, som beviste at de pågældende iværksættere ikke skabte bæredygtige forretninger med deres små lån, men forgældede iværksættere, som var gået tilbage til lånehajerne for at betale deres gæld til Grameen Bank, og efter at det kom frem at professoren var involveret i svindel med penge fra Norad, forsvandt han fra offentlighedens søgelys. Nu er det som om, at Nobel Komiteen har negeret deres uddeling af prisen til Muhammad Yunus ved at tildele Esther Duflo en Nobelpris.

Henrik Plaschke

Ivan Breinholt Leth

Det er rigtigt, at et vigtigt aspekt af Duflos originalitet handler om hendes undersøgelser af, hvorledes forskellige projekter (sundhed, uddannelse, mikrokreditter osv.) virker eller ikke virker.

Men denne originalitet kan formuleres mere præcist: hun har således været en central forsker i opdyrkningen af såkaldte randomized controlled trials (RCT) i økonomisk analyse. Randomiserede, kontrollerede studier eller lodtrækningsforsøg kaldes det på dansk.

Et randomiseret kontrolleret studie er en videnskabelig undersøgelse, der undersøger effekten af en ny behandling i forhold til standardbehandling. Det er den bedste måde at vurdere om en ny behandling er bedre end den hidtil bedste behandling, idet fejlkilder for forkert resultat minimeres.

En kort præsentation findes på: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/sundhedsoplysning/medici..., hvorfra ovenstående formulering er hentet.

I dag er RCT metode anerkendt blandt økonomiske forskere - og i den forstand en del af mainstream. Men sådan har det bestemt ikke altid været. Da Duflo og andre påbegyndte deres arbejder for ca. 20 år siden, var deres ideer langt fra accepterede (eller mainstream), og de benyttede ikke de avancerede matematiske og statiske modeller, der ellers dominerede den økonomiske forskning. I den forstand har de udvist såvel mod som faglig og etisk integritet.

Jeg fremhæver det etiske aspekt, fordi Duflo og andre haft en klar motivation for at udføre det arbejde, de har valgt at fokusere på: fattigdomsbekæmpelse. Duflo studerede oprindeligt historie, ”men valgte at blive økonom, den dag, hvor hun opdagede, at økonomi kan spille en rolle i human development).” (https://www.liberation.fr/planete/2019/10/14/nobel-d-economie-esther-duf...). Det er bl.a. dette aspekt, Jens Winther som nævnt ovenfor ikke forstår.

Det kan tilføjes, at Duflo m.fl. arbejder er mikro og bottom up orienterede. Samfundsmæssige magtstrukturer, ulige økonomiske magtmekanismer osv. står ikke i centrum for analysen. Hendes entusiastiske modtagelse af Pikettys Kapital og ideologi viser dog, at hun har en forståelse af disse aspekter.

Ivan Breinholt Leth

Henrik Plaschke
Det er alt sammen meget interessant og sikkert også vældig nyttigt, men hendes undersøgelser af effekten af enkeltstående u-landsprojekter, virker meget traditionel og synes ikke at afvige ret meget fra NGOernes metoder. (Jeg har dog ikke undersøgt dette i detaljer.) NGO-baserede projekter har aldrig haft og vil aldrig få nogen væsentlig fattigdomsreducerende effekt på national eller kontinentalt niveau, uanset at der kan iagttages en vis fattigdomsreduktion på lokalt niveau. Der er ca. 65.000 vestlige NGOer i Afrika. Deres meget spredte indsatser i form af en brønd hist og en sundhedsklinik pist, har ikke nogen overordnet fattigdomsreducerende effekt. Det er derfor omsonst at tage til Afrika for at undersøge disse mange enkeltstående projekter. Jeg går ikke i detaljer, men henviser til Ha Joon-Chang: The Bad Samaritan. Chang har vist, at intet land i verden har gennemgået en kapitalistisk udvikling med fattigdomsreducerende effekt uden minutiøs overordnet statslig planlægning. Sidste eksempel er Kina.

Henrik Plaschke

Ivan Breinholt Leth:

Jeg er helt enige i din fremhævning af Ha-Joon Chang. Jeg har meget stor respekt for hans arbejder!

Men jeg er nok en smule mere positivt stemt mht. Esther Duflo m.fl., end du måske er det. I alle tilfælde er der jo intet, der forbyder os at forholde os til og lære af både Chang, Duflo og mange andre. De udelukker ikke hinanden. Og Changs påpegning af nødvendigheden af overordnet statslig planlægning udelukker vel ikke Duflos engagement i bottom up initiativer i forhold til sundhed, uddannelse m.v. De kan vel snarere supplere hinanden.

Ivan Breinholt Leth

Henrik Plaschke
Omkring 60 år med udviklingsbistand har ikke givet nævneværdige resultater. Uanset hvad NGOerne påstår så er fattigdommen i Afrika steget ligefremt proportionalt med strømmen af deres fine rapporter og "verdens bedste nyheder". Det er ikke fordi, at NGOerne lyver i alle tilfælde. De kan faktisk skabe små og spredte resultater lokalt, samtidig med at fattigdommen stiger nationalt. Et godt eksempel er Ibis. De har i årtier stædigt påstået, at uddannelse er en forudsætning for udvikling. Det er hverken rigtig eller forkert, for naturligvis er en uddannet arbejdskraft en forudsætning. Problemet er bare, at Ibis - til forskel fra Ha-Joon Chang - ikke har forstået hvor kompleks en proces kapitalistisk udvikling er. Der findes en del eksempler på u-lande, som ensidigt har satset på uddannelse for blot at uddanne mennesker til jobs som ikke findes- F.eks. Zimbabwe og Algeriet. Så Ibis fortsætter med at oprette skoler i Afrika, mens de håber på, at de fattige stater kan overtage dem og betale driftsomkostningerne. Der er ingen af Chang's eksempler, som viser at den slags udefra kommende initiativer har sat en kapitalistisk udvikling i gang, og det kommer formentlig heller aldrig til at ske.

Henrik Plaschke

Ivan Breinholt Leth:

Lad os nu prøve at forstå Duflos tankegang: jeg kunne forestille mig, at hendes svar til dig ville være noget i stil med følgende: ja, det er helt korrekt, at vi har årtiers erfaringer fra mængder af bistandsprojekter, der ikke har virket særlig godt. I (og vi) ville være ganske enige!

Men hun ville så nok tilføje – idet jeg her på helt ubeføjet vis påtager mig at tale på hendes vegne – at én (men ikke nødvendigvis den eneste) central årsag til disse mange mislykkede projekter lige præcis ligger i den manglende metode til at skelne mellem, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Og det er netop denne type af metoder, hun arbejder med at udvikle.

Dette synspunkt er logisk velbegrundet og fuldt ud konsistent. Om det så også er korrekt, er det straks sværere at bedømme. Jeg er selv langt fra overbevist, men jeg er i hvert fald i et vist omfang parat til at give hende the benefit of doubt, og det synes jeg også, du burde gøre. Uden samtidig at glemme betydningen af de ulige nationale og magt- og dominansstrukturer, som Chang og mange andre analyserer på glimrende vis.

Ivan Breinholt Leth

Henrik Plaschke
Jeg har ikke noget imod, at Duflo udvikler nye metoder til at evaluere udviklingsprojekter i den såkaldte tredje verden. Det er også udmærket at andre end NGOerne evaluerer NGOerne. Jeg har ikke tillid til organisationer, som evaluerer sig selv. De fleste af de penge, som de danske NGOer anvender til projekter, kommer fra Danida. Danida foretager stikprøve kontrol, men jeg er ikke sikker på, at Danida er interesseret i at få hele sandheden frem. Jeg ved, at det foregår på samme måde med engelske NGOer, fordi jeg har arbejdet for en engelsk NGO i Afrika. At man skal forsøge at skelne mellem, hvad der virker, og hvad der ikke virker, har NGOerne påstået i omkring 50 år. Det har været sådan i en del år, at de skiftede teori og metode med ca. 5-10 års mellemrum. Hvordan det er i dag, ved jeg ikke, for jeg følger det ikke mere.

Jeg har beskæftiget mig med u-landsbistand i teori og praksis i knap 20 år. Heraf 12 år i praksis i 5 lande i Afrika - både på regeringsniveau og på NGO-niveau. Jeg forlod arbejdet, fordi jeg ikke længere var i stand til at holde gode miner til slet spil. Jeg tør derfor godt påstå, at resultatet af Duflos undersøgelser er givet på forhånd - i hvert fald når det drejer som om NGO-bistanden. Der er mange årsager til, at bistanden ikke har nogen særlig fattigdomsreducerende effekt. Og det skyldes ikke kun korruption, som mange synes at tro. Jeg kunne opremse en snes årsager, men jeg er overbevist om, at det er Ha-Joon Chang's "kicking away the ladder" teori, som er kernen i problemet. Det har Chang skrevet to bøger om, og jeg læste bøgerne med stor interesse, da jeg endnu boede i Afrika: Jeg vil nøjes med at ønske Duflo held og lykke med arbejdet, og så glæde mig over, at det ikke er mig, som skal ud og rode med det lort en gang til.

Henrik Plaschke

To af årets tre prismodtagere har netop offentliggjort en artikel i New York Times, der nok kan anbefales til folk med interesse i samfundsøkonomiske spørgsmål.

Artiklen handler om, at såkaldte økonomiske incitamenter ikke fungerer så godt, som mange tror det. Det er tvivlsomt at gå ud fra, at menneskers adfærd i noget videre omfang bestemmes af priser, lønninger, skattesatser osv. Eller som de siger det:

Economic Incentives Don’t Always Do What We Want Them To

Og

On their own, markets can’t deliver outcomes that are just, acceptable — or even efficient.

De fleste økonomer er bekendt med, at økonomiske incitamenter kun fungerer under bestemte antagelser, og der findes masser af modeller, hvor de kun virker i begrænset omfang.

Ikke desto mindre er en god del af den offentlige økonomisk-politiske debat, den økonomiske politik i det hele taget og den finansministerielle tænkning stort set konsekvent baseret på økonomiske modeller med udgangspunkt i incitamenter (kan det betale sig at arbejde, de dynamiske effekter af skattesænkninger osv.).

Vi er nok nogle stykker, der længe har været klar over, at hele incitamentstankegangen er dybt problematisk.

Nu har vi så også to nobelpristageres ord for det.

Esther Duflo & Abhijit Banerjee, Economic Incentives Don’t Always Do What We Want Them To, New York Times, October 26, 2019.

https://www.nytimes.com/2019/10/26/opinion/sunday/duflo-banerjee-economi...?