Flere partier håber på endeligt opgør med Roundup

Et borgerforslag vil forbyde privat brug af midlet Roundup. Det bifaldes af både De Radikale og Enhedslisten.
20. november 2019 kl. 10:26

Politikerne på Christiansborg skal snart stemme om, hvorvidt Roundup og andre plante- og insektmidler skal være totalt forbudt at bruge for private.

Det er resultatet af, at et borgerforslag om et sådant forbud har fået 50.000 underskrifter, og det derfor skal behandles i Folketinget.

Ifølge Zenia Stampe, De Radikales natur- og miljøordfører, har partiet faktisk allerede stillet et beslutningsforslag, der er identisk med borgerforslaget.

Det har man, i tilfælde af at borgerforslaget ikke ville få nok støtte inden for fristen på 180 dage.

- Vi var ikke sikre på, om det ville nå det. Derfor var det meget vigtigt for os, at Folketinget under alle omstændigheder kom til at behandle forslaget om at forbyde Roundup på offentlige arealer og private grunde, siger Zenia Stampe.

Hun er ikke nervøs for, at det ene forslag kan tage fokus fra det andet, nu hvor to identiske forslag skal til at behandles i Folketinget.

- Det er jeg overhovedet ikke bekymret for.

- Vi har faktisk set det som en del af det samme projekt. Forstået på den måde at hvis ikke der kom nok underskrifter til borgerforslaget, så ville vi stille det, siger hun.

Hos Enhedslisten fortæller miljø- og naturordfører Mai Villadsen, at partiet har stillet forslag om forbud mod Roundup flere gange - dog uden held.

Hendes håb er, at miljøminister Lea Wermelin (S) nu vil følge i andre landes fodspor og forbyde brugen af Roundup i private og offentlige haver.

- I Enhedslisten ønsker vi at gå endnu længere og også forbyde brugen af Roundup i landbruget, siger Mai Villadsen.

Hovedpersonen bag borgerforslaget er Christiane Bjørg Nielsen, der nok mest er kendt for at have spillet karakteren "Kandis" i "Pyrus"-julekalenderne.

At borgerforslaget kun sigter efter et forbud mod privat brug, skyldes ifølge hende, at det er mere realistisk at få vedtaget, end hvis man også gik efter et forbud i landbruget og andre erhverv.

- Vi har ikke taget landbruget med i det her forslag, fordi det gør det nok lidt nemmere. Det havde nok været rigtig svært at håndtere, hvis vi også forsøgte at ændre noget for industrien.

- Vi kan kun drømme om, at det kommer i næste ombæring, siger Christiane Bjørg Nielsen.

Stoffet glyfosat er af danske landmænd blevet brugt i årevis til nedvisning af korn, raps og ærter for at sikre en ensartet høst samt mod ukrudt.

Stoffet er imidlertid mistænkt for at være sygdomsfremkaldende. Både Østrig og Tyskland har fremlagt planer om et forbud mod glyfosat, og i USA er der tilkendt erstatninger for kræft udløst af at have benyttet glyfosat.

Glyfosat bliver blandt andet brugt i ukrudtsmidlet Roundup.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Vivi Rindom
  • Lise Lotte Rahbek
Dorte Sørensen, Vivi Rindom og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man tror det er løgn, når "grønne partier" ønsker et forbud mod det mindst giftige pesticid der findes! Specielt når alternativerne til glyphosat er pesticider, der nærmest er unedbrydelige (fordi der er indsat klor eller flour i dem) og fedtopløselige, så de ophober sig i os og andre dyr! -Mens glyphosat er rettet mod et system (fotosyntese) der kun findes i planter!

@Mens glyphosat er rettet mod et system (fotosyntese) der kun findes i planter!!!
Hvad er det dog du skriver? Roundup virker skadeligt på alt mulig andet også. Herregud en smule kræft oveni og et tavst forår!

Dorte Sørensen, Karsten Lundsby og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Kim Houmøller: Hvad tror du glyphosat er rettet mod? -Du skal være en lidt forsigtig, når du udtaler dig om ting du indtet ved om, og hvis du vil diskutere hvad glyphosat rammer, er jeg afgjort den forkerte at diskutere det med! Jeg ved godt, at der er nogen afgørelser i USA, hvor en dommer har bestemt, at glyphosat kan give en bestemt type leukæmi. Men når "overvægt" er den største risiko for den type leukæmi, og USA er et land hvor mindst halvdelen er overvægtige, er det lidt svært, at tage det alvorligt. Alle dommene er anket, og jeg er sikker på, at de afgørelser bliver ændret.

Populisme fra de Grønne, det rykker ikke det store på sprøjtemidel forbruget, men man er selv meget synlig i medierne. Så hellere regulering der også omfatter erhvervsmæssig brug.

Dorte Sørensen

Ukrudt kan fjernes med en hakke og med fingrene - så har folk noget at gå og pille med, når de nyder solen og deres haver. Folk kan vel også få lov til at trække lidt op i "vores" offentlige parker - der kan laves bruger dage med kaffe o.l. Det ville kunne hjælpe på ensomheden, sundheden osv.

Med det der falder mig mest for med Roundrup er, at det blev markedsført med at det ALDRIG ville nå GRUNDVANDET og at det var HELT udskadeligt for folk..
Ligeledes mon ikke det også kommer til at gælde for landbruget osv. - for det er her de største problemer findes.

Kim Houmøller og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar