Kina fordømmer amerikansk resolution om Hongkong

Senatet i USA har enstemmigt stemt for en resolution, der skal sikre Hongkongs suverænitet og sikkerhed.
20. november 2019 kl. 03:47Opdateret 20. november 2019 kl. 04:31

Kina fordømmer en resolution om at beskytte menneskerettigheder i Hongkong, som Senatet i USA stemte igennem natten til onsdag.

I en pressemeddelelse skriver Kinas udenrigsministerium natten til onsdag, at USA skal holde op med at blande sig i Kinas anliggender med Hongkong og sørge for, at resolutionen ikke bliver skrevet under som lov.

Tidligere natten til onsdag stemte Senatet i USA enstemmigt for resolutionen, der skal sikre Hongkongs suverænitet og sikkerhed.

Resolutionen kommer midt i en krisetid i Hongkong, hvor voldsomme protester har skabt kaos i byen i månedsvis.

Repræsentanternes Hus har allerede stemt for deres egen lignende version af resolutionen.

Nu skal de to kamre blive enige om en fælles resolution, inden den kan sendes til underskrift hos USA's præsident, Donald Trump.

- Folket i Hongkong kan se, hvad der er ved at ske. De kan se en konstant kamp om at at fjerne autonomi og deres frihed, siger senator Marco Rubio.

Han beskylder Kina for at stå bag den vold, der lige nu hærger i Hongkong.

I resolutionen står der blandt andet, at USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, årligt skal kontrollere, at Hongkong har nok autonomi til, at USA vil indgå særlige handelsaftaler med lokalregeringen.

Det Hvide Hus har endnu ikke udsendt en kommentar om, hvorvidt Trump vil sige ja til resolutionen.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå, USA's handlinger ift det israelsk-palæstinensiske problem tyder ellers på, at man ikke er tilhænger af to-statsløsninger, men det her er måske noget helt andet?