Topdiplomat: Trump blokerede for hjælp til Ukraine

Trump ville presse ukrainske ledere til at undersøge forhold om Joe Biden, siger USA's ambassadør i EU.
20. november 2019 kl. 15:44Opdateret 20. november 2019 kl. 18:14

USA's ambassadør i EU, Gordon Sondland, bekræfter i en høring i Kongressen, at han har et klart indtryk af, at præsident Donald Trump blokerede for hjælp til Ukraine.

Det skete i et forsøg på at presse politiske ledere i Kijev til at undersøge forhold om demokraten Joe Biden. Dette skulle ske for at at finde mulige oplysninger, som ville kunne skade Biden i den igangværende valgkamp mod Trump.

Trump anklages for at have forsøgt at presse Ukraines regering til at undersøge Joe Biden og dennes søn Hunter Biden, der i 2014 tog imod en højt betalt stilling i et ukrainsk energikonsortium.

Sondland siger onsdag, at hjælpen til Ukraine ikke burde have været udsat.

Den amerikanske topdiplomat gør det klart, at han sendte e-mails om den ukrainske præsident til udenrigsminister Mike Pompeo, til tidligere energiminister Rick Perry og til Mick Mulvaney, der er fungerende stabschef i Det Hvide Hus.

I disse mails fra den 19. juli siger han, at den ukrainske præsident, Volodimir Zelenskij, lovede at "vende hver en sten i de efterforskninger, som Trump ønskede".

Han pointerer, at Trump førte en "en noget for noget"-politik over for Ukraine.

- Vi fulgte ordrerne fra præsidenten, siger Gordon Sondland, hvis vidneudsagn bliver tillagt særlig betydning, da han var Trumps allierede.

Han siger, at Trump tvang amerikanske diplomater til at samarbejde med Rudy Giuliani, præsidentens personlige advokat.

- Vi ønskede ikke at arbejde sammen med Giuliani. Men for at sige det enkelt, så måtte vi spille vores kort, som de blev lagt for os, siger han ved de offentlige rigsretshøringer.

Høringerne skal afgøre, hvorvidt der kan rejses en rigsretssag mod Trump, hvilket kan medføre, at han bliver tvunget til at gå af.

Med vidneudsagnet fra Sondland synes Pompeo at have fået en mere central rolle i sagen, da han gav ordre til, at USA's politik over for Ukraine skulle koordineres af Trumps personlige advokat.

Sondland siger også, at Udenrigsministeriet har tilbageholdt dokumenter, som havde vital betydning for hans vidneudsagn over for Kongressen.

Ifølge Sondland havde Pompeo sørget for, at USA's særlige repræsentant i Ukraine, Kurt Volker, kom til at tale med den tidligere New York-borgmester Giuliani, som pressede på for at få ukrainerne til at gå efter Biden.

Han sagde, Pompeo ikke engang ændrede holdning, efter at diplomater havde klaget over, at Giuliani havde mødt en angiveligt meget korrupt ukrainsk anklager, uden at de var orienteret.

Sondland forklarede under høringen i Repræsentanternes Hus onsdag, at Pompeo og tidligere sikkerhedsrådgiver John Bolton og andre ledende personer i administrationen kendte til strategien over for Ukraine.

– De viste, hvad vi gjorde og hvorfor. Alle var indforståede, sagde ambassadøren.

I håb om at få sat en ukrainsk efterforskning i værk blev også en topmødeinvitation fra Ukraines præsident udsat, sagde Sondland.

Demokraten Adam Schiff, som leder høringerne, siger, at vidneudsagnene fra Sondland er "et meget vigtigt øjeblik i disse høringer".

Schiff kritiserer Trump for at have sat sine egne interesser over nationens.

– Han undergravede vores militære og diplomatiske støtte til en vigtig allieret, og han undergravede USA's indsats mod korruption i Ukraine, siger Schiff om Trump.

Sondland, som er hotelejer, blev udnævnt til posten som EU-ambassadør efter at have støttet Trumps valgkamp.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

At Trump tilsyneladende blokerede for "hjælp" til Ukraine, taler entydigt til hans fordel og er i sig selv et argument for at genvælge ham!
Ukraine, den illegitime banditstat, styret af amerikanske og vestlige marionetter ... der bevidstløs går i Napoleons, første verdenskrigs generaler og det liberale amerikanske establishments fodspor, fortæller lidt om, hvilke kræfter Trump osse er oppe imod!

"At Trump tilsyneladende blokerede for "hjælp" til Ukraine, taler entydigt til hans fordel og er i sig selv et argument for at genvælge ham!"

Hvis vi iagttager Trump's motiv for at blokere den med rette i anførselstegn beskrevne hjælp, taler det ikke til hverken hans moralske, juridiske eller sociale fordel. Trump anvender sine primitive færdigheder og institutionaliserer på det nærmeste den på mange måder nedbrydende forretningsgørelse af politik.

Men havde baggrunden for at standse hjælpen været en afmilitariseringsstrategi med global fred på dagsordenen, ville det på alle måder have talt til Trump's fordel. Så ville han for alvor have taget opgøret med USA's mere eller mindre tvangsprægede imperialisme.

Jeanette Vindbjerg Nissen

@Hanne Utoft:

Jeg er til dels enig med dig, på nær at talen om afmilitarisering ikke rigtig giver mening, når Rusland angriber Ukraine militært.

Faktum er, at det ikke er kommet frem, hvorfor støttemidlerne blev indefrosset. Republikanerne forsøger at argumentere, at Trump ville se den nye præsident an samt signalere, at EU-lande ikke bidrog nok til Ukraine, og det til trods for, Pentagon og de amerikanske diplomater i Ukraine havde hhv godkendt og ville være meget imod, at støtten ikke bare flød som vanligt.

Én som ved det må være Mick Mulvaney, som på direkte TV har haft udtalt, at de tilbageholdt pengene, fordi de afventede tilsagn om, at ukrainerne ville undersøge deres (mulige) indblanding i 2016-valget (se fx -> https://www.youtube.com/watch?v=5zyXtCPntl8). Desværre nægter Mulvaney at vidne for Rigsretskommiteen, som derfor gentagne gange har afspillet klip fra netop den Mulvaney-pressekonference.