Danmark sender fregat til det uroplagede Hormuzstrædet

Fra næste efterår udsendes en dansk fregat, en helikopter og op til 155 personer til Hormuzstrædet.
12. december 2019 kl. 13:47Opdateret 12. december 2019 kl. 14:43

Regeringen vil sende en fregat inklusive en helikopter og op mod 155 mand til det strategisk vigtige Hormuzstrædet i fire måneder fra efteråret 2020 for at håndhæve sikkerheden.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag, hvor også forsvarsminister Trine Bramsen (S) deltog.

- Det er vigtigt i forhold til at sikre, at skibe kan færdes frit. Det er en vigtig del af international lov og ret, og det er vigtigt, at vi gør det med vores europæiske allierede Frankrig og Holland.

- Det handler om Iran og at fastholde et vigtigt pres på Iran for at sikre, at atomaftalen efterleves. Gennem vores bidrag i den persiske golf kan vi sikre, at vores skibe kan sejle uhindret uden risiko for deres sikkerhed, siger Jeppe Kofod.

Hormuzstrædet ligger mellem Oman og Iran og forbinder flere af landene ved Golfen.

De nye danske bidrag vil indgå i en europæisk-ledet mission i Hormuzstrædet. Desuden består bidraget af en til to officerer, der skal arbejde i det franskledede hovedkvarter i Abu Dhabi i 12 måneder.

Regeringen vil fremsætte forslaget i Folketinget forud for skibets udsendelse.

Danmark er verdens femtestørste søfartsnation. Også Italien og Spanien er nævnt i medierne som mulige deltagere, men landene har ikke meldt officielt ud. Tyskland har afvist at deltage.

Hormuzstrædet er vigtigt for den internationale oliehandel og har samtidig stor strategisk betydning. Det har været præget af uro i nogen tid, og i sommer var der flere episoder med angreb på tankskibe og beslaglæggelse af et britisk skib.

Iran er af USA blevet beskyldt for at stå bag et angreb på to tankskibe, men det har det iranske styre afvist.

Iran beslaglagde en overgang et britisk skib, hvilket var gengældelse for tilbageholdelsen af den iranske olietanker "Grace 1", der hen over sommeren blev beslaglagt ved Gibraltar.

Spændingerne omkring Den Persiske Golf har været stigende, i takt med at Iran er blevet tiltagende frustreret over amerikanske sanktioner rettet mod Irans vigtige eksport af råolie.

USA trak sig i 2018 fra atomaftalen med Iran og genindførte i den anledning en række sanktioner. Iran havde ellers efter alt at dømme overholdt aftalen fra 2015.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carsten Svendsen

Da skibsfarten foregår uhindret i Hormusstrædet må der selvfølgelig gøres noget!
Storbritannien agerede ved at hindre iransk skibsfart i Gibraltarstrædet.
Iran reagerede tilsvarende overfor Storbritannien i Hormusstrædet.
Danmark agerer militært i Hormusstrædet.
Iran reagerer ...….!

Anders Graae, Mikkel Zess, Arne Albatros Olsen, Karsten Nielsen og Morten Voss anbefalede denne kommentar

På grund af Trumps ensidige udtræden af aftalen med Iran, er der uro i området.

Søren Roepstorff, Karsten Lundsby, Mikkel Zess, Arne Albatros Olsen, Hans Larsen, Carsten Wienholtz, Morten Voss og Lars Løfgren anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

At Danmark er verdens femte største søfartsnation kan ikke være et argument for at sende et krigsskib derned. Det er spin! Skal argumentet følges helt ud, må vi jo se at få skabt os den femte største krigsflåde. Derimod kan international lov og ret håndhæves på anden måde. Og så er det da utroligt, at ministeren kan sige: ”Det handler om Iran og at fastholde et vigtigt pres på Iran for at sikre, at atomaftalen efterleves”. FN.s sikkerhedsråd gav enstemmig støtte til atomaftalen fra 2015 – og faktisk har USA i strid med folkeretten opsagt aftalen og indført nye restriktioner. Men de europæiske lande – herunder DK – var skvattede og undlod at rejse en debat om USA.s ageren. Nu er EU-landene bange for, at virksomheder, der handler med Iran og bruger amerikanske bankforbindelser, skal blive ramt – og så rettes det verbale skyts mod Iran helt i USA.s ånd. Nej, presset skulle være vendt mod USA, og ministerens udtalelse er så svag, at det skriger til himlen. Lad os håbe, at der kan rejses massiv modstand mod denne hykleriske beslutning.

Esben Lykke, Karsten Lundsby, Jesper Lerche, Carsten Wienholtz, Anders Graae, Henrik Leffers, Lars Løfgren, Flemming Berger, Mikkel Zess, Bjarne Bisgaard Jensen, Morten Voss og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Det lugter fælt af, at vi atter bliver spændt for en amerikansk dagsorden.

Mig bekendt, har der ikke været problemer med skibstrafikken gennem Hormuz-strædet siden episoderne i sommers, så det forekommer ærlig talt som et tyndt argument.

Dernæst, hvorfor er det nødvendigt at lægge militært pres på Iran, når der er almindelig europæisk konsensus om at iranerne overholder atomaftalen?

Det er i det hele taget en besynderlig halvkvædet vise, regeringen disker op med - hvilket uvægerligt må få de fleste tænksomme mennesker til at drage deres egne konklusioner.

Karsten Lundsby, Carsten Wienholtz, Henrik Leffers, Niels østergård, Tue Romanow, Lars Løfgren, Flemming Berger, Mikkel Zess, Søren Bro, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Munk, Arne Albatros Olsen, Morten Voss, Karsten Nielsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar

Hahaha, så blev det "listet" igennem. Nu er det aftalt og på plads så nu skal det bare lige snakkes lidt ned og så er vi videre. Når USA siger gø, så bjæffer vi.

Søren Roepstorff, Lars Løfgren, Mikkel Zess og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Aase Rigmor Pedersen

Jeg forstår ikke røde regeringer. Sidst skulle Goldman Sacks tilgodeses og nu skal vores flåde til Hormusstrædet. I hvis interesse agere vores regering?

Søren Roepstorff, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Søren Bro og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar

Det der med "røde regeringer" kniber det sgu noget med, Aase Rigmor.

Karsten Lundsby, Flemming Berger, Carsten Wienholtz og Søren Bro anbefalede denne kommentar

De skibe søværnet har tilbage er bygget til den slags, så det bør ikke komme som en overraskelse. Skibe til forsvar af danske farvande er udfaset.

@Leo
Ja, måske vi bare konsekvent skulle begynde at fjerne de sproglige kamuflageskærme og kalde krigsministeriet for, ja, krigsministeriet. Løser det noget, nej. Men lidt alm. ærlighed om tingenes formål vil være forfriskende til en forandring.

Hæ... Det er jo netop Edward Snowdens pointe, at det største bedrag nogensinde er da "the Department of War became the Department of Defense".