Pia Kjærsgaard fandt på "klimatosser" ud af det blå

Det var Pia Kjærsgaard, der i en tale spontant brugte ordet "klimatosse". Nu er det kåret til årets ord.
13. december 2019 kl. 14:13Opdateret 13. december 2019 kl. 14:48

Stifter af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard brugte betegnelsen "klimatosser" om de mennesker, der var skyld i Dansk Folkepartis store nederlag ved Europa-parlamentsvalget i 2019.

Nu er ordet blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn og P1-programmet "Klog på sprog".

Men det var ikke et ord, Pia Kjærsgaard havde grublet over længe.

- Det var meget spontant, og det var slet ikke planlagt. Det var bare noget, der faldt mig ind.

- Men lige da jeg havde sagt det, blev jeg klar over, at det fik fat i noget, siger hun.

Begrundelsen for valget af klimatosse som årets ord var især med henvisning til, at 2019 i høj grad har været et klimaår.

Et år præget af to danske valgkampe, der massivt havde klima på dagsordenen. Men også Greta Thunberg har slået sine klimabudskaber fast og er blevet kåret som årets person af det amerikanske nyhedsmagasin Time.

Pia Kjærsgaard mødte en del kritik for brugen af ordet klimatosse umiddelbart efter valget, men hun står stadig fast.

- Jeg fastholder ordet - og jeg mener det. Men jeg kan ikke lade være med at grine lidt af, at det er blevet årets ord. Men jeg synes, at det rammer rigtig fint for 2019 og klimadagsordenen.

- Man kan slå sig ind i historiebøgerne på mange måder - det har jeg nok allerede gjort - men nu står der så også ophavsmand til årets ord, siger hun.

Pia Kjærsgaard understreger, at hun brugte klimatosser om dem, hun mente, havde taget klimadebatten til et "hysterisk" niveau.

Men siden er ordet blevet brugt både af dem, der kæmper for klimaet - men også af dem, der mener, at kampen har taget overhånd.

- Folk må tage ordet, som de vil. Men som jeg sagde det, er det fint at gå op i klimaet, men at man ikke må noget som helst, fordi det skader klimaet, er hysterisk, siger hun.

Det var ordet "kønsneutral", der konkurrerede med klimatosser om at blive året ord. Men dommerkomitéen valgte altså klimatosser, som det ord, der bedst beskriver 2019.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

Det er værd at bemærke at det ikke er Pia Kjærsgaard der har opfundet ordet. Og det er ikke ved Europa-Parlamentsvalget man ser det første gang.

Jeg har en oversigt over ordet her: https://tools.wmflabs.org/ordia/L47364

På denne side er der et link til Johann Hari's Informationsartikel "Masseødelæggelses-vejr" https://www.information.dk/debat/2007/08/masseoedelaeggelses-vejr hvor man ser citatet:
'Demonstranterne ved Heathrow forsøger at ruske os vågne, så vi ikke søvngængeragtigt fortsætter ud i stadig mere af dette. I denne uge må de se sig udskældt som "vandaler", "klimatosser" og "økoterrorister".'

Der er flere andre eksempler på brug af ordet før Kjærsgaard. Men det er vel nok i år - og gennem Kjærsgaard's brug - at det har nået en større udbredelse.

Dorte Sørensen

Men nu er Pia Kjærsgaard og DF jo selv blevet Klimatosser, da de er med til de 70% reduktion af CO2 og er med i vedtagelsen af Klimaloven. Så noget har ordet /eller var det mere valgnederlaget, der gjorde udslaget for et andet syn på behovet for at gøre noget for Klimaet.