To chefer i Forsvaret bliver fritaget for tjeneste

Forsvarsministeriets departementschef burde have informeret minister tidligere i sagen om mulig svindel.
10. december 2019 kl. 09:56Opdateret 10. december 2019 kl. 12:30

I sagen om manglende kontrol og svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fritages direktøren i styrelsen for tjeneste. Og der kommer en kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område.

Det oplyser Forsvarsministeriet.

Desuden fritages koncernstyringsdirektøren i departementet for tjeneste. Han hedder Per Pugholm Olsen og bliver overført til anden tjeneste.

Han stod ligeledes i spidsen for det rejsehold fra Forsvarsministeriet, som er sendt til Hjørring, hvor styrelsen har adresse, for at efterforske sagen. Rejseholdet fortsætter sit arbejde med en ny leder.

Det oplyser forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde.

- Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt, siger hun.

- Vi skal gøre alt for at sikre, at lignende sager ikke opstår hverken i Forsvarets Ejendomsstyrelse eller andre steder, siger hun.

Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, har over for Trine Bramsen i en redegørelse understreget, at han burde have informeret ministeren om sagen tidligere.

Han er den øverste ansatte og administrative leder på ministerområdet. Og han fungerer som rådgiver for forsvarsministeren.

- Jeg må på baggrund af redegørelsen konkludere, at du burde have været informeret om sagen væsentligt tidligere, end det rent faktisk skete, skriver Ahrenkiel til ministeren.

- Du blev således først den 4. december 2019 om aftenen orienteret om en sag, som du rettelig burde have været orienteret om i forbindelse med, at du tiltrådte som forsvarsminister.

- Og som din forgænger burde have været orienteret om, allerede da Rigsrevisionen i april 2019 orienterede departementet om, at der var modtaget en henvendelse fra en whistleblower.

- Det er utvivlsomt, at der er tale om en fejl fra departementets side, skriver Ahrenkiel.

Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, fik for få uger siden forlænget sin kontrakt med fire år. Det har styrelsen bekræftet over for Altinget.

- Jeg har ikke længere tillid til direktøren i ejendomsstyrelsen. Han er fritaget for tjeneste. Og der vil blive udnævnt en ny direktør snarest, siger Bramsen.

Sagen så dagens lys i sidste uge. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik fredag hård kritik. Både fra Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

Derfor aflyste Bramsen også sit ellers planlagte besøg mandag og tirsdag i Grønland i denne uge for at få klarhed i sagen.

Hun kalder sagen for dårligt håndteret. Fra ende til anden. Umiddelbart får sagen ikke konsekvenser for departementschef Thomas Ahrenkiel. Det siger ministeren.

Sagen kan dog få yderligere konsekvenser senere. Det tilføjer ministeren også.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Nå - så turde Bramsen alligevel ikke - som jeg forstår pressemødet - fyre sin departementschef, selv om det skriger til himlen, at han ikke har reageret. Man ofrer - på departementschefens redegørelse - i stedet et par hoveder længere nede, og henlægger yderligere udredning til et (velsagtens lukket?) udvalg af partier bag forsvarsforliget. Så er den sag pænt puttet af vejen, og "så må vi se fremad"... Og Bramsen har godt nok meget uld i mund og gang i spin-algoritmen...

Grrrrr... Det stinker! HELE toppen, inkl. magtpolitikerne, begynder at se rådden (og korrumperet?) ud. For hvad kan ellers være forklaringen på, at man ikke tager den helt store krabask frem, men fortsat har tillid til departementschefen? Livsvarigt for at bryde tavsheden, måske?

Nå - jeg håber, at jeg misforstår Bramsen signaler på pressemødet.... men jeg tror det egentligt ikke.

Gad vide, hvad de to fritstillede chefer er blevet lovet i hold-kæft-bolsje? Mon ikke det er yderst tavshedsbelagt - i stil med allerhemmeligste militærhemmeligheder?

I lyset af Hækkerups og regeringens overvågningsliderlighed kunne man godt ønske, at man i toplaget af samfundet overvågede lidt mere. Man gør det modsatte - jo mere man overvåger borgerne, jo mindre overvåger man toppen.

Ib Christensen, Carsten Wienholtz, Tue Romanow, gert rasmussen, Søren Mortensen, Bjarne Andersen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Sikke noget sludder Når man fyrer en departementchef skal der være væsentlig grund, nu undersøges sagen, og han ryger sikkert. Men ansatte har også rettigheder, og de skal også overholdes. Bramsen holdt fint pressemøde, og har håndteret denne sag udmærket indtil nu.

Anne-Marie Krogsbøll

Helle Walther:

I mine øjne ER der en væsentlig grund, og man har jo altså kunnet fjerne de to lige under departementschefen - de har vel også rettigheder?

Bramsen kunne have valgt at sige, at hun på nuværende tidspunkt ikke kan tage stilling til, om hun har tillid til departementschefen, og så have fritstillet ham, indtil det er afklaret. Såfremt han er fedtet ind i sagen, er det jo en katastrofe, at han sidder der, lige midt i det hele.

Olav Bo Hessellund

Igen et eksempel på, at vi her i landet mangler en forvaltningsdomstol. Det har man i andre lande, vi plejer at sammenligne os med.