Anmeldere: Storfilm om besættelsen vil lidt for meget

"De forbandede år" får premiere torsdag. Den får overvejende en pæn modtagelse af anmelderne.
9. januar 2020 kl. 10:16Opdateret 9. januar 2020 kl. 10:36

En ny dansk dramafilm om Anden Verdenskrig får en overvejende positiv vurdering af anmelderne. "De forbandede år" af Anders Refn er et ambitiøst værk, men den vil lidt for meget, lyder det blandt andet.

Kristeligt Dagblads anmelder er mest begejstret, da han kalder "De forbandede år" for en fin og troværdig skildring af årene, efter at Danmark bliver besat af Tyskland 9. april 1940.

- Anders Refn fortæller i "De forbandede år" en stor og medrivende besættelsestidshistorie om de vanskelige valg, man måtte tage for 75 år siden, skriver anmelder Søren Hermansen.

Filmen af instruktøren Anders Refn får premiere torsdag og kommer således i 75-året for Danmarks befrielse 5. maj 1945.

I den følger man en velhavende dansk familie med fabriksejer Karl Skov, hans kone og fem børn, da deres liv bliver ændret radikalt med nazisternes indtog i Danmark 9. april 1940. Filmen skildrer blandt andet samarbejdspolitikken.

Berlingske skriver, at den "er lige ved at udvikle sig til en storfilm", men at den ender med at blive en lidt for traditionel affære på grund af dens politiske tendens.

I Information er konklusionen, at stoffet er for stort, og at det sagtens kunne være foldet ud i en længere tv-serie.

"Den vil fortælle alt, og dermed gør den os ikke rigtigt klogere på noget," lyder dommen.

Også stofmængden dvæler Politikens anmelder ved, men han ender med at give fire ud af seks hjerter.

Anmelderen skriver, at filmen "er en seriøs og seværdig tilføjelse til den danske filmfortælling om besættelsestiden. Selv om den kan virke langsom, er den alt andet end kedelig. Faktisk føles det, som om det har knebet med at få det hele med trods en spilletid på to en halvt time."

Samme karakter - fire ud af seks mulige stjerner - er resultatet i Jyllands-Posten. Filmen ligner "i den grad" en storfilm - og "den er et tiltrængt filmisk bidrag til vores selvfortælling om Danmark under Besættelsen".

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu