Avis: Video viser ukrainsk fly blive skudt ned af missil

En video viser ifølge The New York Times, at et ukrainsk fly, der styrtede tidligere på ugen, blev skudt ned.
9. januar 2020 kl. 23:50Opdateret 10. januar 2020 kl. 08:52

En video viser øjeblikket, hvor et missil angiveligt rammer et ukrainsk fly, kort efter at det er lettet fra en lufthavn i Irans hovedstad, Teheran.

Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Avisen har selv verificeret videoen i samarbejde med det britiske undersøgende medie Bellingcat ud fra blandt andet geolokation.

På videoen ses et objekt, der eksploderer i luften, nær den placering, hvor flyet stoppede med at sende signal. Kort efter høres et højt brag.

Billeder og video af vragrester, strukturelle skader og blodplamager fra stedet, hvor flyet styrtede, tyder ifølge avisen på, at flyet ikke eksploderede, da det blev ramt.

I stedet ser det ud til, at flyet blev i luften, hvor det vendte rundt med kurs mod lufthavnen, inden det styrtede.

Alle 176 personer om bord omkom. Passagerne og flypersonalet var fra henholdsvis Iran, Canada, Ukraine, Sverige, Afghanistan, Tyskland og Storbritannien.

Canadas premierminister, Justin Trudeau, sagde torsdag aften på et pressemøde, at efterretninger viser, at det var et iransk jord til luft-missil, som ramte passagerflyet. Det kan have været en fejl, sagde Trudeau.

Det bekræftede den britiske premierminister, Boris Johnson, efterfølgende.

Trudeau understregede, at hans konklusion er baseret på en foreløbig gennemgang af informationer om hændelsen og sagde, at en fuldstændig efterforskning er nødvendig for få bekræftet antagelsen.

USA hælder også til teorien om, at Boeing-flyet fra Ukraine International Airlines ved en menneskelig fejl blev skudt ned.

En kilde i den amerikanske regering siger, at to missiler affyret fra et iransk luftforsvarssystem, SA-15, ramte flyet.

Flystyrtet fandt sted, få timer efter at Iran affyrede en række missiler mod amerikanske mål i Irak.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Beck-Lauritzen

Billingcat er dygtige. Men Iran siger, det ikke var et iransk missil! Nej, det var (igen) et russisk missil, dennegang dog affyret af iranere.
Lad os nu få analyseret de sorte bokse!

Det lugter på samme måde som da missilkrydseren USS Vincennes skød Iran Air Flight 655 ned 3 July 1988. Gad vide hvad det amerikanske chefgeni ville have sagt til sådan en hændelse?

Frank Klevenhaus og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar