Jeppe Kofod har talt med Irak om at undgå optrapning af krise

Den danske og irakiske udenrigsminister har i en telefonsamtale drøftet den spændte situation i Mellemøsten.
8. januar 2020 kl. 13:16Opdateret 8. januar 2020 kl. 13:39

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), har talt med sin irakiske kollega, Mohamed A. Alhakim, om vigtigheden af at undgå en optrapning af krisen i Mellemøsten.

Det er sket, efter at Iran senest har angrebet to militærbaser i Irak - den ene med danske soldater.

- De to ministre diskuterede den vigtige udvikling i regionen, vigtigheden af at tage den med ro og undgå eskalering og at vælge dialog til at løse krisen, står der i en meddelelse på det irakiske udenrigsministeriums hjemmeside.

Mohamed A. Alhakim understreger i meddelelsen vigtigheden af dybden i det bilaterale forhold mellem Irak og Danmark.

Han roser samtidig niveauet af det samarbejde, der er opnået mellem landene.

Jeppe Kofod har onsdag tidlig eftermiddag ikke meget at sige om samtalens indhold.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft en samtale om deeskalering i regionen. Det var en god samtale, og så har jeg ikke mere at sige til det.

Spørgsmål: Talte I om, hvorvidt de danske styrker skal ud eller blive i Irak?

- Jeg har sagt, hvad jeg vil sige i den sammenhæng, svarer Jeppe Kofod.

Den ene base, som blev ramt af det iranske angreb, ligger i det vestlige Irak og hedder Ain Al-Asad.

Det er denne base, som foruden amerikanske soldater huser danske soldater. Ifølge Forsvaret er der op mod 130 danske soldater på basen.

De danske soldaters tilstedeværelse hænger sammen med, at Danmark siden 2014 har deltaget i den internationale koalition, der bekæmper den militante gruppe Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Irans angreb på de to militærbaser er en reaktion på amerikanernes nylige angreb i Iraks hovedstad, Bagdad, hvor den iranske militærleder Qassem Soleimani blev dræbt.

Ifølge Irans præsident, Hassan Rouhani, bliver landets endelige svar på drabet at sende alle amerikanske styrker ud af regionen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil senere onsdag eftermiddag kommentere situationen i Mellemøsten.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

over 800.000 mennesker har mistet livet siden 9/11, langt de fleste civile, det må sgu da snart være hævnet. Lad os straks få alle danske soldater tilbage på dansk jord og så kun sætte dem ind, når landet er truet eller musketer-eden byder det i NATO sammenhænge.

Birte Pedersen, Carsten Wienholtz og Torben Arendal anbefalede denne kommentar