Københavns nye metrolinje lukker ned de næste to uger

Systemer i metroen i København skal opgraderes. Derfor er det nødvendigt at lukke Cityringen i to uger.
11. januar 2020 kl. 06:32

Søndag og to uger frem er det ikke muligt at køre med den nye metrolinje i København, Cityringen.

Metroselskabet annoncerede lukningen i december, og den skyldes, at de systemer, der styrer det førerløse metrosystem, skal opgraderes.

Det skal ske, inden endnu en ny metrostrækning - M4 - til stationerne Nordhavn og Orientkaj kan tages i brug.

De ændringer, der bliver lavet, skal gennemprøves ved testkørsler, og derfor er det nødvendigt at indstille driften på Cityringen, som også kaldes M3.

Der er et sammenfald mellem M3 og M4, da de kører på de samme spor, deles om de samme metrotog og i øvrigt deler styresystem.

Alternativet ville have været at lukke Cityringen hver aften og nat i seks uger, hvilket kunne have givet risiko for forsinkelser i morgentrafikken, og derfor er to ugers nedlukning ifølge Metroselskabet den mindst ringe løsning.

Mens Cityringen er lukket for passagerer, vil der være indsat ekstra busser, som kører fra de fleste af linjens stationer.

På de mest travle strækninger - blandt andet mellem Østerbro og Kongens Nytorv - vil busserne køre hvert fjerde minut.

Hver uge kører en million passagerer med metrotogene på Cityringen.

I forbindelse med lukningen ventes et tab af passagerindtægter på omkring 15 millioner kroner.

Cityringen åbnede i september, og linjen kører gennem Indre By, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro.

Den nye strækning, som skal gå fra Københavns Hovedbanegård til Orientkaj, åbner til foråret 2020. Datoen offentliggøres i begyndelsen af året.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først amputeres busnettet i KØbenhavn og på Frederiksberg fordi folk skal tvinges til at tage metroen. Det har gjort det endnu mere besværligt, at rejse kollektivt - flere skift undervejs - op/ned ad de mange trapper osv.
Og nu for anden gang - fordi Metroselskabet overlader arbejdet til en flok klampehuggere - så indstilles driften for anden gang siden september pga. "tekniske problemer".¨Hvordan de rejsende så kommer frem med et ikke-fungerende busnet - tjah! Ta' cyklen (for dem der kan).
Det største tekniske problem er Metroselskabet og By & Havn.

Erik Fuglsang og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Skal man med den SJÆLDNE bus 31 fra Amager til centrum i København, findes der ikke længere på internettet hos Movia o.a. oplysninger om, hvornår den går fra et konkret stoppested (gælder også andre linjer).

Så kan man forsøge sig med Rejseplanen, hvor man jævnligt anvises til at tage bussen den modsatte vej ud på Amager for at stige ned i metroen derude, siden skifte til bus eller anden metrolinje og så igen stige på en bus for at komme mod centrum. Sådan får man tallene på benyttelse af metroen til at stige.

Løgn, forbandet løgn, statistik (Mark Twain).

Og skulle det nu være fantastisk med metrotogenes korte intervaller, så hjælper det jo lidet, når man stiger op fra undergrunden, at ventetiden på busser er blevet så meget desto længere.

Erik Fuglsang

@Maj-Britt Kent Hansen
11. januar, 2020 - 11:17
Endnu et fortvivlende eksempel på et elendig offentlig transport.
Ikke så underligt at de fleste af os foretrækker privat biltransport.