Regeringen vil delvist forbyde sprøjtemidler i private haver og på offentlige arealer

Borgerforslag om forbud mod privat brug af sprøjtemidler har fået 53.000 underskrifter og behandles tirsdag.
14. januar 2020 kl. 07:29Opdateret 14. januar 2020 kl. 09:14

Regeringen agter at fremsætte forslag om et delvist forbud mod brug af sprøjtemidler i private haver og på offentlige arealer.

Det siger miljøminister Lea Wermelin (S) til dagbladet Politiken.

Et borgerforslag om forbud mod at bruge sprøjtemidler i private haver har samlet tilslutning fra 53.000 borgere og skal behandles tirsdag i Folketinget.

Men regeringen støtter ikke et fuldstændigt forbud.

Lea Wermelin forklarer, at et land ikke over en bred kam kan forbyde sprøjtemidler, der er godkendt i EU.

Men regeringen vil se på, hvordan et forbud kan udformes inden for reglerne, siger ministeren.

- Regeringen deler ambitionen om et forbud mod sprøjtemidler på offentlige og private arealer.

- På den måde er vi helt enige med alle dem, der har skrevet under på det her forslag.

- Derfor er jeg i øjeblikket i gang med at se på, præcis hvordan man kan lave et sådant forbud i forhold til EU-reglerne, siger Lea Wermelin.

Hun vil lade sig inspirere af Tyskland og Holland, der er lykkedes med at skrue et forbud sammen, som holder sig inden for EU-lovgivningen.

- Det er det, vi er i gang med at kigge på. Når det er lykkedes for dem at lave forbud inden for EU-reglerne, må det også kunne lade sig gøre i Danmark, siger Lea Wermelin til Politiken.

Men det kan ifølge ministeren blive nødvendigt at undtage visse offentlige arealer fra et sprøjteforbud.

Det gælder eksempelvis arealer langs jernbaner og Forsvarets arealer.

Ministeren kan ikke oplyse, hvornår regeringen kan fremlægge sit forslag.

I Danva, der er vandselskabernes forening, er direktør Carl-Emil Larsen overrasket over regeringens melding.

- Det kan undre mig, hvad der ligger bag modstanden mod et fuldstændigt forbud, når nu Tyskland og Østrig har gjort det, siger han til Ritzau.

Selv om den samlede belastning fra privates brug af sprøjtemidler er relativt begrænset, giver det ifølge direktøren god mening med et forbud.

- Man kan sige: Er det nødvendigt, at vi som private bruger sprøjtemidler? Vi kan jo bare tage vores hakkejern. Så får vi også lidt motion.

- Et fuldstændigt forbud ville være bedre end et delvist forbud. Men lad os nu se, hvad der ligger i det, når regeringen er klar med et forslag, siger han.

Borgerforslaget, der behandles tirsdag, vil ifølge Politiken næppe samle flertal i Folketinget.

Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti kan støtte forslaget.

SF støtter derimod forslaget, og De Radikale vil også stemme for.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Bent Johansen

God ide. Sprøjtning af haver og offentlige arealer er overflødigt. Specielt når der er mange modtagere af sociale ydelser som kan luge.

Rigtig god idé - også uanset hvor mange "modtagere af sociale ydelser, der kan luge".

Vi har klaret en grund med hus oppe i Sverige samt en grund med hus og frugtplantage i Cukur uden brug af kemi, og så kan andre også.

Bjarne Bisgaard Jensen, Dorte Sørensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jamen hvis folk, der få en social ydelse skal ud og luge - så er det jo hoveddelen af den danske befolkning.

Måske kunne der skabes dage for pensionister og børnehavebørn, hvor de sammen lugede i de offentlige parker og pladser.Osv........

Lise Lotte Rahbek

Hvorfor er det nødvendigt at bruge sprøjtegift for forsvaret og langs banestrækningerne.
Det er vel ikke sværere for netop banestyrelsen eller forsvaret at bruge andre midler end det er for dem som vedligeholder vejkanter.

Gert Romme og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar