Trump er frikendt i rigsretssag

Præsident Trump er kendt ikke-skyldig i begge anklager mod ham i rigsretssagen i Senatet.
5. februar 2020 kl. 22:21Opdateret 6. februar 2020 kl. 07:56

Ved to afstemninger i Senatet blev præsident Donald Trump onsdag frikendt i rigsretssagen mod ham.

Præsidenten blev først frikendt i anklagen om magtmisbrug og derefter i anklagen om at have modarbejdet Kongressen.

52 af de 100 senatorer kendte Trump ikke-skyldig i den første anklage om magtmisbrug.

Ved en anden afstemning i rigsretssagen fik præsident Trump også tilstrækkeligt mange stemmer til at blive frikendt for anklager om at forhindre Kongressens arbejde.

53 af de 100 senatorer kendte præsidenten uskyldig i anklagen om at modarbejde Kongressen.

Trump er dermed frikendt i den historiske rigsretssag.

Demokraterne anklagede Trump for at have indefrosset militær støtte til Ukraine i et forsøg på at presse landets regering ved at efterforske sønnen til demokraten Joe Biden - en af præsidentens potentielle rivaler i valgkampen.

De formelle anklager mod præsidenten var magtmisbrug og modarbejdelse af Kongressen. Sagen var fra først til sidst et opgør mellem de to partier. Trumps republikanske partifæller sidder på 53 af de 100 pladser.

Kun en af republikanske senatorer valgte at bryde partilinjen: Mitt Romney.

Senatorerne skulle en efter en rejse sig ved navns nævnelse og erklære præsidenten skyldig eller ikke-skyldig i de to afstemninger.

Romney, som er fra Utah, meddelte allerede inden afstemningen, at han ville stemme for, at Trump bliver dømt skyldig i at have misbrugt den tillid, som befolkningen har vist ham.

Der var derfor en stemmes forskel ved de to afstemninger på henholdsvis 52 mod 48 og 53 mod 47. I begge tilfælde viste afstemningerne opbakning til Trump.

Romney var selv republikansk præsidentkandidat i 2012.

»At bringe en korrupt adfærd ind i en valgkamp blot for selv at kunne blive på sin post er måske den groveste og mest ødelæggende måde at svigte sin ed på,« sagde Romney inden afstemningen.

Den ledende højesteretsdommer John Roberts ledede rigsretssagen.

Politiske iagttagere siger, at rigsretssagen kommer til at præge den igangværende valgkamp og præsidentvalget i november. Iagttagere fremhæver også, at Demokraterne ikke gik så hårdt til værks i rigsretssagen, som de kunne have gjort.

For eksempel kunne de have kæmpet hårdere for at få indkaldt John Bolton, der indtil september sidste år var Trumps nationale sikkerhedsrådgiver.

I en bog, som Bolton har skrevet manuskriptet færdigt til og nu har sendt til godkendelse i Det Hvide Hus, fremgår det ifølge amerikanske medier, at Trump brugte militærhjælp til Ukraine til at lægge pres på landets regering.

/ritzau/Reuters

»Donald Trump sagde i 2016, at hans vælgere var så loyale, at han ville kunne skyde en mand midt i New York City uden at miste en eneste stemme (...) Fire år senere står den udtalelse mere som et udsagn om en vanvittig virkelighed – for Trump fremstår i dag som en høvding med en meget loyal stamme,« skriver Rune Lykkeberg i denne leder.
Læs også
Den demokratiske mindretalsleder i Senatet, Chuck Schumer, beskyldte republikanerne for at have svigtet deres institutionelle ansvar ved at »vende det døve øre til sandheden og gøre retssagen til humbug.«
Læs også
Hvis offentligheden skulle finde, at beviserne mod Trump har vist sig utilstrækkelige, vil dette nok vidne om et sammenbrud for vores kollektive evne til at vurdere fakta nøgternt og drage konklusioner ud fra disse, skriver professor Noah Feldman.
Læs også

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Pedersen

Det var vist også det nærmest alle medier havde skrevet ville blive udfaldet da hele showet startede. Det virker mest af som spild af tid og penge, når processen jo er fuldstændig politisk og det amerikanske system er et to-parti system.

Kai Birk Nielsen

Nu har medierne og mange kloge-Åger, spildt mange timer af min tid på denne sag, uden selv at have den store indsigt, har mange som mig hele tiden vidst, at det aldrig ville ende med en dom, flertallet har aldrig været tilsted. Nu må det snart være på tid til at berette fra hele verden, ikke kun USA og Storbritannien, er vi globale, nyhedsstrømmen tyder Ikke på det.
Kai Birk Nielsen

Brian W. Andersen

@ Peter Knap

"Hyggelig" tanke. Han skal blot lige vinde dette valg, hvilket er meget sandsynligt, og så bruge de næste 4 år på at få sat the 22nd amendment ud af spil, hvilket er muligt, og så hænger verden på Præsident Trump lige frem til at han en dag bliver puttet under en gravsten.

Taget i betragtning hvad han allerede har fået knækket af USA's demokratiske, politiske og sociale strukturer på sine første 4 år, så ligner hvad han ville kunne nå med så lang tid på magtens tinde alt for meget en moderne udgave af historiens værste kejserlige styrer.

Henrik Nilsson

Der var vel næppe nogen, der havde forventet en dom. At stille manden for retten, var nok snarere en principsag - og måske en måde, at udstille uvilligheden til at søge sandhed og retfærdighed, hvis de viser sig ubekvemme. Det er så sandelig lykkes - hvis ikke man da er komplet forblændet.

Der var jo ikke tale om en rigsretssag, men blot en politisk sølle flertalsafstemning om skyld.

Det vi ser er et Amerika uden værdier, normer og holdninger til retsstatsprincipper, for retssager med beviser der fremlægges og vidner der afhøres om deres oplevelser ved tilstedeværelse i de sammenhænge som sagen handler om.

Pudsigt at det undlades at nævne at der kræves et fremtal på to trediedele for at blive dømt.
Lidt mindre dramatisk end 52/100 eller 53/100.
Det kan undre at Demokrater prøvede. Gad vide hvad deres strategi egentlig var? Muligvis blot at komme af med Biden.