Borgmestre i fælles opråb: Køb en avis eller indryk en annonce

36 borgmestre fra Fyn og Jylland opfordrer til at støtte lokale medier, der er hårdt ramt af coronakrisen.
21. marts 2020 kl. 21:58Opdateret 21. marts 2020 kl. 22:33

36 borgmestre sender søndag en fælles appel til virksomheder og borgere om at støtte lokale og regionale medier. Det sker, når de sammen indrykker en annonce i flere medier.

Ifølge Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), oplever borgmestrene, at mediernes annonceindtægter er voldsomt faldende grundet coronakrisen.

- Vi har oplevet, at de lokale medier ret hurtigt her i coronakrisen har meldt ud, at de er rigtig pressede.

- Og da jeg finder ud, at der nogle steder har været et fuldstændig drastisk tab af annoncesalg inden for bare den seneste uges tid, blev jeg helt ærligt bekymret for, om det her kommer til at betyde, at nogle af de lokale og regionale medier knækker nakken, siger han.

Peter Rahbæk Juel har derfor søgt opbakning hos borgmesterkolleger i Jylland og på Fyn sammen med Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V).

Indtil videre har 36 meldt tilbage, at de støtter op om opfordringen.

Ifølge Peter Rahbæk Juel handler det om al støtte fra, at en borger køber en avis eller et abonnement, til at virksomheder indrykker annoncer.

- Vi gør opmærksom på vigtigheden af, at vi har de lokale og regionale medier. For jeg synes, det vil være paradoksalt, hvis nogen må lukke.

- Både nationale, regionale og lokale medier er med til at sikre, at vi lige præcis ved, hvad der foregår i coronakrisen. I forhold til hvordan vi skal agere, men de er også med til at skabe sammenhold rundt omkring i byerne.

- Medierne er afgørende, vigtige elementer i ethvert lokaldemokratisk økosystem, siger Peter Rahbæk Juel.

Jysk Fynske Medier er en af de koncerner, som ikke lægger skjul på, at de er hårdt pressede af coronakrisen.

Koncernen står bag 13 lokale og regionale dagblade, avisen Danmark, en lang række ugeaviser, netaviser og radiostationer. Den har stort set alle sine aktiviteter i provinsen.

Tidligere på ugen oplyste koncernchef Jesper Rosener, at virksomheden står til at tabe 125 millioner kroner på især tabt annoncesalg.

Han siger, at han er glad for støtten fra borgmestrene.

- Hvor er vi glade for opbakningen. Vi har behov for den, og vi støtter den selv med en annoncekampagne i alle vores aviser, siger Jesper Rosener til avisen Danmark.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu