Særfly henter 300 danskere ud af Filippinerne lørdag

Danmark vil få 300 danskere ud af Filippinerne på et særfly lørdag, siger direktør for Borgerservice.
27. marts 2020 kl. 14:48Opdateret 27. marts 2020 kl. 15:14

Det er nu sikkert, at Danmark henter cirka 300 strandede danskere ud af Filippinerne i løbet af weekenden.

Det bekræfter Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, på et pressemøde fredag.

- Vi har et fly på vej. Vi får 300 mand ud i løbet af weekenden, siger Erik Brøgger Rasmussen fredag.

Danskerne bliver hentet af et fly lørdag, som afgår fra både hovedstaden Manila og byen Cebu, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.

Der er få billetter tilbage til flyet, fremgår det.

- Hvis du opholder dig i Filippinerne og ønsker at komme med flyet, bør du snarest købe billet, skriver Borgerservice.

Tirsdag bekræftede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) at man arbejdede på at få de mange danskere ud af landet, men på det tidspunkt var det stadig usikkert, hvorvidt det var muligt.

De strandede danskere skal selv betale for billetten hjem. Det er uvist, hvad prisen er.

Men de cirka 100 danskere, der i sidste uge var strandet på et italiensk krydstogtskib, skulle betale 2000 kroner hver for at blive fløjet hjem fra den italienske by Genova, skrev DR.

Krisedatabasen hos Borgerservice over danskere, der er strandet i udlandet, er yderligere vokset de seneste to dage, fortæller Erik Brøgger Rasmussen på dagens pressemøde.

2300 danskere har nu meldt sig strandet.

Der arbejdes stadig på at få et fly til Peru i det vestlige Sydamerika, men det er ifølge Erik Brøgger Rasmussen en noget sværere opgave.

Borgerservice ved endnu ikke, hvornår de cirka 300 strandede danskere kommer ud af landet.

Strandede danskere i Ecuador, der ligger lige over Peru, er på vej hjem, siger Erik Brøgger Rasmussen.

- I Ecuador har vi fået 200 danskere ud. Når weekenden er gået, er de alle sammen ude, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu