Telegram

EU's finansministre enige om billionstor corona-hjælpepakke

EU's finansministre er enige om et stærkt svar på de økonomiske udfordringer fra coronakrisen, siger Wammen.
Telegram
9. april 2020 kl. 22:29

EU's finansministre er sent torsdag nået til enighed om en skitse for en stor europæisk milliardpakke, der skal hjælpe europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser, som er kommet i klemme i coronakrisen.

Udspillet skal nu sendes til EU's regeringschefer.

Det meddeler Finansministeriet i en pressemeddelelse.

- Europa har vist sig fra sin bedste side i dag. Finansministerkollegerne fra de andre EU-lande og jeg er blevet enige om et stærkt svar på de økonomiske udfordringer fra coronakrisen, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Pakken vil give adgang til lån fra EU-landenes fælles krisefond, Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, for i alt to procent af landenes bruttonationalprodukt "på visse betingelser", fremgår det.

Den skal være klar i løbet af to uger, siger formanden for eurogruppen, der omfatter ministrene, som har fået aftalen på plads, Portugals finansminister, Mário Centeno.

- Denne nødplan vil beskytte vores økonomi og samfundsstruktur, imens vi dykker ned i recession, siger Mário Centeno ifølge Reuters sent torsdag aften.

Et af hovedelementerne er en ny garantifond under Den Europæiske Investeringsbank. Denne fond skal understøtte finansiering til især små- og mellemstore virksomheder for omkring 1500 milliarder kroner, fremgår det af Finansministeriets meddelelse.

I alt indeholder hjælpepakken tiltag for flere billioner kroner, altså flere tusind milliarder kroner.

Det bliver også muligt for medlemslandene at bruge samlet cirka 275 milliarder kroner på Covid-19 tiltag, ligesom der er afsat cirka 20 milliarder kroner på EU’s budget i 2020 til blandt andet transport og opkøb af medicinsk udstyr, felthospitaler og ekstra sundhedspersonale i forbindelse med coronakrisen.

- De fælles svar på krisen går hånd i hånd med de omfattende nationale tiltag, som gennemføres i alle EU-lande. Vores pakke går nu videre til EU’s regeringschefer, udtaler Nicolai Wammen.

/ritzau/

Opdateret 9. april 2020 kl. 23:07

Jørgen Mathiasen

Den danske finansminister har åbenbart vist sig fra sin bedste side, og det har han selv begrundet med de danske eksportinteresser. Der er også politiske interesser i sagen, men her har ministeren garderet sig ved at henvise til økonomien.

Forudsigelser om euroens/unionens død viste sig også denne gang er være forhastet. Hvad der kan blive afgørende ved finansministrenes beslutning er opblødningen af nogle principper. (Om det hører til den gode side, set med Wammens øjne er uklart.) Pengene kommer ikke uden betingelser, og det skyldes også, at politikerne i de nordlige EU-lande holde et skarpt øje med de hjemlige højrepopulister.

"- Denne nødplan vil beskytte vores økonomi og samfundsstruktur, imens vi dykker ned i recession, siger Mário Centeno ifølge Reuters sent torsdag aften."

Altså beskyttelse af markedet og dets investorer - og en fastholdelse af de neoliberale reformer i medlemslande, som, f.eks. gør brug af ESM. Som Jørgen Mathiasen kl. 11.20 er inde på, udløser Coronakrisen og dens kompleksiteter mere EU, et såkaldt 'styrket EU'. Som forventet af nogle.

Torben K L Jensen

At EU har gjort det umuligt med samfundsejet infrastruktur bliver EU´s død - en langsom én,først med kunstig koma,siden med afskaffelse af euro som fælles valuta uden fælles hæftning for gæld der opstår af ubalancer på de enkelste landes over/underskud der vel at mærke regnes i euro. Det er slutningen på den politiske union og vil ende med det det begyndte med - En handelsunion.

"Det er slutningen på den politiske union og vil ende med det det begyndte med - En handelsunion"

Det kunne man da kalde en Happy End. Så kan selv England være med igen.