Roskilde Festival er aflyst i år: »Vi er dybt ulykkelige«

Købte billetter til Roskilde Festival 2020 kan overføres til næste år eller blive refunderet.
6. april 2020 kl. 20:50Opdateret 6. april 2020 kl. 21:38

Roskilde Festival har reageret prompte, efter at regeringen har meddelt, at forbuddet mod store forsamlinger gælder til og med august.

Dette års udgave af den populære musikfestival er således aflyst som konsekvens af coronaudbruddet. Det oplyser Roskilde Festival i en pressemeddelelse.

Har man købt billet til festivalen i år, kan man få den overført til Roskilde Festival 2021.

Billetten kan også bliver refunderet, hvis man hellere ønsker det. De nærmere omstændigheder vil festivalen snarest muligt melde yderligere ud om, lyder det.

Dette års udgave skulle have været 50-års jubilæum for festivalen. Men det må altså nu vente til 2021 i stedet.

»Vi er dybt ulykkelige. Vi frygtede, at det ville ske. Vi har til det sidste håbet, at det ikke ville ende på denne måde. Men risikoen for smittespredning er for stor, når så mange mennesker er samlet.«

»Og det hensyn er ubetinget det vigtigste,« siger Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup, i pressemeddelelsen.

Det har alvorlige konsekvenser for Roskilde Festival, at dette års udgave nu er aflyst. Hvert år donerer foreningen bag festivalen hele overskuddet væk, hvilket betyder, at der så at sige startes fra nul kroner hvert år.

»Det er endnu for tidligt for os at sige noget præcist om de økonomiske konsekvenser. De afhænger af, hvilke ordninger og hjælpepakker der er.«

»Konsekvenserne vil dog være alvorlige uanset,« siger Signe Lopdrup.

Forsamlingsforbud rammer landets største festivaler

Også landets øvrige sommerfestivaler må nu tage stilling til, om de skal udskydes eller aflyses, heriblandt Smukfest.

Smukfest i Skanderborg er planlagt til at ligge i begyndelsen af august.

Markeder bliver også ramt af det forlængede forbud.

ÁVi kigger på, om hjælpepakkerne gælder bredt nok – også i forhold til jer. Vi vil sammen med partierne drøfte, om vi kan forbedre pakkerne endnu mere,« siger Mette Frederiksen henvendt til de berørte af forbuddet.

Tidligere mandag meldte flere af landets største festivaler, at de fortsat regnede med at byde tusindvis af gæster til fest over sommeren.

Men de planer må de altså nu ændre på.

Foruden Roskilde Festival og Smukfest rammer det forlængede forbud mod store forsamlinger Heartland, Tinderbox og Northside.

De meldte ellers alle mandag, at de regnede med at gennemføre dette års festligheder.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Det er det eneste rigtige. Jo mere vi hjælpes ad til at begrænse smitten , jo hurtigere kan vi komme op igen også festivaller og Tivoli, Bakken m.m. De kan jo lave en anden sæson fra august til oktober f. eks.