Twitter markerer for første gang Trump-opslag som vildledende

Påstand for påstand tilbageviser Twitter et Trump-opslag. Præsidenten mener, at det krænker ytringsfriheden.
27. maj 2020 kl. 00:52Opdateret 27. maj 2020 kl. 12:55

Det sociale medie Twitter har for første gang markeret et opslag fra USA's præsident, Donald Trump, som vildledende.

Det fremgår af præsidentens Twitter-side natten til onsdag dansk tid.

Trump har efter få timer skudt igen og lover, at han vil gribe ind, mens han beskylder det sociale medie for at knægte ytringsfriheden og blande sig i præsidentvalget.

Opslaget, som kontroversen handler om, påstår, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.

- Der er ingen chance (ingen!) for, at brevstemmer vil føre til noget andet end gennemgribende svindel, står der i Trumps opslag fra 26. maj.

Under opslaget har Twitter sat et udråbstegn og en blå tekst, hvor man opfordres til at få "fakta om brevstemmer".

Den henviser til en ny tekst, hvor der står, at præsidenten "fejlagtigt påstår, at brevstemmer vil føre til valgsvindel", og at brevstemmer ifølge eksperter kun sjældent er forbundet med valgsvindel.

Hidtil har Twitter holdt sig tilbage fra at gøre noget ved fornærmelser eller anklager fra Trump, der har kunnet tilbagevises.

Men dette opslag er blevet markeret på baggrund af en nyligt udvidet politik på området.

- For at understøtte den offentlige debat er vores mål at gøre det let at finde troværdig information på Twitter og at begrænse spredningen af potentielt skadeligt og vildledende indhold, siger to Twitter-ledere ifølge nyhedsbureauet AFP om ændringen.

Trump skriver på det sociale medie, at det er en indgriben i ytringsfriheden, som han "som præsident ikke vil tillade".

- Twitter blander sig nu i præsidentvalgkampen 2020, skriver han.

Ifølge Reuters er "undertrykkelse af vælgere" forbudt i Twitters retningslinjer.

Men selskabet afviser, at Trumps tweet skulle falde ind under den kategori.

Spørgsmålet om brevstemmer ved præsidentvalget til november 2020 er blevet mere og mere aktuelt. Valgdatoen rykker fortsat nærmere, mens coronavirus endnu raser verden over.

Trumps tweet kommer, efter at Californiens guvernør, Gavin Newsom, tidligere på måneden underskrev en bekendtgørelse om at udvide brugen af brevstemmer på grund af coronakrisen.

Det har mødt stor modstand fra republikanere, som har indgivet et søgsmål for at få den annulleret og kaldt den et "uforskammet forsøg på magttilegnelse".

Trump skyder i lighed med sine partifæller også efter Californien i sit nye tweet.

- Californiens guvernør sender stemmesedler ud til millioner, og enhver der bor i staten, uanset hvem de er, eller hvordan de kom dertil, vil få én, skriver Trump.

Også den påstand imødegår Twitter.

- Faktisk vil kun registrerede vælgere modtage brevstemmer, konstateres det.

Tidligere denne måned har en sag om nyhedsværten Joe Scarborough pustet til debatten om faktatjek af Trumps tweets.

Præsidenten har flere gange henvist til beskyldninger om, at Scarborough skulle have været involveret i et påstået drab på sin assistent for 20 år siden.

Assisten døde dog ifølge myndighederne af en blodprop, og politiet fandt intet mistænkeligt.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med Trump er USA nu et fuldgyldigt kleptokrati og de forsøger ikke en gang længere at skjule det.

Per Christiansen

Mon dog tåben lukker Twitter, hvad skal han så lave.

Nette Skov, Søren Kristensen, Eva Schwanenflügel og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

Er der snart nogen grænse for hvor bindegal den mand kan blive?

I USA er retten til at stemme ved valgene ikke automatisk som den er i Danmark, men et aktivt tilvalg, som kræver at man registrerer sig som vælger, hvilket der naturligvis er en lovgivning for. Denne er "National Voter Registration Act" og ifølge den skal man bare for at få tilsendt et valgkort identificere sig med følgende:

Proof of identification includes the following (or if voting by mail, a COPY of the following):

A current and valid photo identification; OR
A current utility bill, bank statement, government check, paycheck or government document that shows your name and address.

Den viste/vedlagte dokumentation bliver kontrolleret med nationalregisteret, inden at et valgkort kan udleveres. På dette står vælgerens personoplysninger, valgsted og valgbord på samme måde som vi gør i Danmark.

Ja, der er virkeligt amerikanske borgere, der er så uoplyste at de ikke ved dette, men når man sidder som præsident i det hvide hus, så skal man vide det (altså bortset fra lighedspunkter med Danmark).

Og selvfølgelig ved Trump dette og selv hvis han ikke gjorde, så gør hans rådgivere. Skoen trykker nok nærmere der hvor kolde fakta viser at den del af USA's befolkning, som har flest borgere, der ikke er registrerede som vælgere, er de ikke-hvide lavindkomstgrupper og fattige. Mange af disse har ikke let adgang til registreringssteder og valgsteder, men de fleste af dem kan læse og skrive godt nok til at registrere sig og til at brevstemme og de fleste kan bestemt ikke lide Donald Trump.

"Brevstemmer vil føre til valgsvindel"? Den burde Twitter have stemplet som ""undertrykkelse af vælgere", fordi det hjælper ikke en hat at prøve at holde en pæn tone overfor Trump. Hårdt imod hårdt er det eneste han har bare lidt respekt for.

Eva Schwanenflügel

Det med at lukke Twitter bliver nok ikke lige til noget.
Der er ikke andre SOME, der passer den Orange som fod i hose.

Det er alligevel nok temmeligt futilt at påpege fakta overfor 'the MAGAlomaniacs', idet de fuldt og fast tror på alt, der vælter ud fra den kant med noget nær religiøs fanatisme.

Brian W. Andersen

@ Eva Schwanenflügel

MAGAlomani har vist sig ar være mere smitsomt end CoViD-19 og fakta er den eneste kendte vaccine, som har haft bare nogen virkning i at begrænse spredningen.