Chefepidemiolog: Nyt udbrud i Beijing nærmer sig enden

I alt er 282 nye coronavirustilfælde blevet registreret i Beijing, siden et lokalt udbrud blev sporet i byen.
26. juni 2020 kl. 04:30

Med 11 nye smittetilfælde på et døgn nærmer den kinesiske hovedstad, Beijing, sig enden på en genopblussen af coronavirus i millionbyen.

Det siger chefepidemiolog ved det kinesiske Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, Wu Zunyou.

Hvis Beijing-udbruddet fortsætter i samme positive retning, vil byen ifølge Wu være nede på ingen nye daglige tilfælde indenfor de næste syv til ti dage.

I alt er 282 nye coronavirustilfælde blevet registreret i Beijing, siden et lokalt udbrud blev sporet i byen 11. juni. Hovedstaden har 21 millioner indbyggere.

Tilfældene menes at udspringe fra et madmarked i byens sydvestlige Fengtai-distrikt.

Siden genopblusningen af coronavirusset i hovedstaden har myndighederne taget drastiske skridt for at inddæmme udbruddet.

Beijing har gennemført massetest, lukket skoler, sat nogle områder i Beijing under lockdown og forbudt unødvendige rejser. Sports- og kulturinstitutioner er ligeledes blevet lukket.

I hele Kina blev der torsdag registreret 13 nye smittetilfælde på et døgn, viser tal fra de nationale sundhedsmyndigheder.

Udbruddet i Beijing kom, efter at Kina i vid udstrækning havde sagt, at det havde coronavirusset under kontrol.

Beijings udbrud har forstærket den globale frygt for en anden bølge af virusset, efter at flere lande over hele verden har sat gang i en genåbning.

Coronavirusset har sin oprindelse i den kinesiske millionby Wuhan, hvor virusset brød ud i slutningen af sidste år.

Kina har registreret lidt over 84.000 smittede og 4638 coronarelaterede dødsfald. Tallene er ikke steget nævneværdigt siden april.

Globalt er der registreret mere end ni millioner smittetilfælde, mens 490.141 coronapatienter har mistet livet.

/ritzau/dpa

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu