Iran beder Interpol om hjælp til at anholde Trump

Iran efterlyser Trump og 35 andre for drab og terrorhandlinger efter angrebet mod general Soleimani i januar.
29. juni 2020 kl. 17:46

Iran har udsendt en arrestordre på USA's præsident, Donald Trump, og har henvendt sig til Interpol for at få hjælp med at pågribe ham og 35 andre.

Trump og de 35 øvrige er efterlyst af Iran for drabet på den højtstående general Qassem Soleimani ved et droneangreb i Irak i begyndelsen af januar.

Irans statsanklager, Ali Alqasimehr, vil have Interpol til at bede udlandet om at anholde de mistænkte. De er efterlyst for drab og terrorhandlinger.

Men både USA og Interpol har afvist anmodningen.

Alqasimehr siger ifølge det iranske nyhedsbureau Fars, at de 35 andre anklagede i sagen omfatter både militærpersoner og civile embedsmænd. Men der er ikke umiddelbart sat navne på dem.

Den amerikanske Iran-udsending, Brian Hook, kalder arrestordren et "propagandanummer" fra iransk side.

- Det er af politisk karakter. Det har ikke noget at gøre med national sikkerhed, international fred eller at fremme stabilitet. Det er bare et propagandanummer, som ingen tager alvorligt, siger han.

Interpol skriver i en udtalelse, at reglerne for det internationale politi forbyder det at blande sig "i aktiviteter af politisk, militær, religiøs eller racemæssig karakter".

USA dræbte Soleimani i et droneangreb i Irak den 3. januar. Han var netop ankommet til den irakiske hovedstad, Bagdad, og var på vej fra lufthavnen, da hans kortege kom under angreb.

USA beskylder Soleimani for at være bagmanden bag en række angreb på amerikanske soldater i Mellemøsten.

Trump har sagt, at han gav ordre til angrebet.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu