Joe Biden sikrer sig nominering til præsidentvalget

De 1991 delegerede, det kræver at blive nomineret som præsidentkandidat, har Joe Biden nu ifølge flere medier.
6. juni 2020 kl. 06:11Opdateret 6. juni 2020 kl. 09:11

Den tidligere vicepræsident Joe Biden har officielt fået nok delegerede til at vinde nomineringen som præsident Donald Trumps demokratiske modstander til efterårets præsidentvalg i USA.

77-årige Biden har nemlig skaffet sig de 1991 delegerede, det kræver at blive nomineret, skriver flere amerikanske medier, herunder CBS News.

- Folkens, i aften sikrede vi de 1991 delegerede, vi har brug for, for at vinde nomineringen.

- Jeg vil bruge hver dag mellem nu og 3. november på at kæmpe for amerikanernes stemmer over hele landet, så vi sammen kan vinde kampen om denne nations sjæl, skriver Biden på Twitter.

Milepælen er stort set kun symbolsk, da Bidens konkurrenter i Demokraternes præsidentkandidat-kapløb alle har trukket sig.

Tirsdag afholdt syv delstater i USA primærvalg, og det var her, at Biden sikrede sig nok delegerede. Optællingen fra valgene kommer først tre dage efter, da den igangværende coronaviruspandemi har betydet, at valgene har måttet afholdes elektronisk. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Den tidligere vicepræsident har i flere måneder været betragtet som Demokraternes sandsynlige kandidat.

Bernie Sanders trak sig fra kampen om Demokraternes nominering 8. april som den sidste modstander til Biden og gav sin støtte til den tidligere vicepræsident.

Men Sanders valgte at blive på stemmesedlen for at samle flest mulige delegerede og dermed få større indflydelse på Demokraternes politik ved partiets konvent til juli.

I USA's valgkamp har Joe Biden de seneste uger trukket fra i meningsmålingerne i forhold til den republikanske præsident, Donald Trump.

I en måling fra nyhedsbureauet Reuters og analyseinstituttet Ipsos fra 3. juni står Joe Biden til at få 47 procent af stemmerne mod Donald Trumps 37 procent, hvis et præsidentvalg fandt sted i dag.

De ti procentpoint er den største føring, Joe Biden har haft, siden han har været Demokraternes eneste nominerede, skriver Reuters.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Godt, værre end Trump kan ingen være. Han, Biden, skal have en yngre sort, kvinde som vicepræsident, så hun kan tage, når han trækker sig efter nogle år. Og så skal han bruge al sin erfaring til at få USA på fode igen, bl.a ved valg af dygtige folk omkring sig og dygtige ministre. Og så frem for alt opføre sig ordentligt. Den bølle vi ser nu i det hvide hus er en skandale.

michael andersen

men han bliver afløst af en konservativ demokrat som er imod offentlig sygehussikring, betalt ferie og uddannelse. Dette valg bliver mellem lidt højreorienteret og meget højreorienterede. Hvis Biden vinder og han fortsætter med den samme sorte skatte velfærd og fordelingspolitik som der er ført i USA i over en halv århundrede, så kommer Trump coronavirus til at ligne en søndagstur i skoven

Hans Aagaard, Lars Løfgren, Martin Rønnow Klarlund, Jan Jensen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Biden er også stærk tilhænger af regimeskiftekrige; han har op gennem årene forsvaret krigen i Afghanistan, krigen i Irak, krigen i Libyen, destabliseringen i Ukraine, destabiliseringen i Syrien ... og han er temmeligt russofobisk, hvorfor det ikke skal ventes at spændingerne og den militære oprustning vil bremses op. Snarere tværtom. Biden er warmonger.

Michael Waterstradt, Hans Aagaard, Martin Rønnow Klarlund, Lars Løfgren, Jan Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Var det mon Joe Biden Obama tænkte på forleden, da han sagde noget om at status quo being uncomfortable?