Ledningsarbejde i Rødovre skabte vandkaos på Amager

Endnu ved forsyningsselskabet ikke, hvor længe der vil gå, før skader på vandrør og veje er udbedret.
23. juni 2020 kl. 10:46Opdateret 23. juni 2020 kl. 11:50

Forsyningsselskabet Hofor har tirsdag formiddag opklaret, hvorfor vandrør på Amager natten til tirsdag sprang læk og skabte fare for underminerede veje.

Kommunikationsrådgiver Charlotte Kany fortæller til Ritzau, at årsagen skal findes flere kilometer væk.

- Det er et ledningsarbejde i Rødovre, som har skabt svingninger i trykket på vandet, og det har presset ledningsnettet, fortæller Charlotte Kany.

Hofor oplyser på Facebook, at også dele af Brøndby og Hvidovre har været påvirket.

Ifølge Charlotte Kany arbejder Hofor på højtryk med at få repareret skaderne.

Højtryk er der imidlertid ikke på vandet i hanerne alle steder, da det er påvirket af ledningsbruddet.

Charlotte Kany fortæller dog, at trykket i rørene er så kraftigt, at vandkvaliteten ikke bliver påvirket. Trykket er så højte, at vandet presses ud af rørene, og der trænger ikke noget ind.

Samtidig bliver der lukket for vandet på de steder, hvor der foretages reparationer, så det påvirker heller ikke vandkvaliteten.

Hos Københavns Politi fortæller vagtchef Henrik Stormer tirsdag formiddag, at Torvegade på Christianshavn på den nordlige del af Amager er spærret mellem Knippelsbro og Christmas Møllers Plads.

Kun personer, som kan dokumentere at have et ærinde, får lov at køre ind.

- Det vil sige folk, der bor eller arbejder der. Men hvis man bare skal igennem, så må man køre en anden vej, lyder det fra Henrik Stormer.

På Christianshavn viste vandlækken sig ved, at der sivede vand op gennem asfalten.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu