Medie: Trump fik oplysninger om russisk dusør allerede i februar

Trump fik i februar orientering om, at militante afghanere fik russiske dusører for drab på amerikanere.
30. juni 2020 kl. 09:21Opdateret 30. juni 2020 kl. 11:37

Præsident Donald Trump modtog allerede i februar en skriftlig orientering om, at militante afghanere var blevet lovet russiske dusører for at dræbe amerikanske soldater.

Det skriver avisen The New York Times.

Oplysningerne kan undergrave den amerikanske præsidents forsikringer om, at han aldrig havde hørt om denne trussel.

Trump er under tiltagende pres for at forklare sig i forhold til medierapporter om, at han var informeret om, at den russiske efterretningstjeneste betalte dusører til militante med tilknytning til Taliban for drab på amerikanske soldater i Afghanistan.

Trump og hans administration reagerede ikke på oplysningerne i februar ifølge avisen.

The New York Times skriver med henvisning til to unavngivne embedsmænd, at oplysningerne stod i en skriftlig version af en daglig briefing til præsidenten sidst i februar.

CNN bekræfter oplysningerne, men citerer kilder for, at oplysningerne blev givet til Trump "på et tidspunkt i foråret".

Trump siger, at han ikke fik oplysningerne, og Det Hvide Hus hævder, at de ikke blev givet til præsidenten, fordi de ikke var verificerede.

- De spørgsmål, som rejser sig her, er, om præsidenten var orienteret? Og hvis ikke, så hvorfor ikke? Og hvorfor blev Kongressen ikke orienteret, siger Nancy Pelosi, som er Demokraternes flertalsleder i Repræsentanternes Hus.

De embedsmænd, som The New York Times citerer, siger, at rapporterne om de russiske dusører blev anset for at være tilstrækkelig vigtig og troværdig til at blive medtaget i en skrivelse fra 4. maj i CIA's fortrolige efterretnings-overblik om den internationale udvikling.

Dette er CIA's "flagskibsprodukt" omkring dets løbende efterretningsvirksomhed.

Ifølge The New York Times har USA's efterretningstjenester og specialstyrker i Afghanistan allerede i januar givet meldinger om rapporterne om russiske dusører til Taliban.

Det Nationale Sikkerhedsråd, NSA, holdt sidst i marts et møde om mulige reaktioner, men Det Hvide Hus gav ikke bemyndigelse til nogen form for handling.

- Jeg væmmes ved Trumps inkompetence, hedder det i et tweet fra Tammy Duckworth, som er tidligere helikopterpilot i hæren og kampveteran, og som i dag er demokratisk senator.

- Enten vidste han ikke, at Rusland tilbød dusører for drab på amerikanske soldater eller han tog sig ikke af det, da han hørte om det. Begge dele er uacceptabelt for en øverstbefalende, skriver hun.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

  • erik pedersen
erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

CIA har indenfor få måneder opsporet at russerne støttede Sanders kampagne, Black Lives Matters og nu Taliban. Og det efter 3 år med Comey/ Muellers Russiagate. Og hele baduljen er så blevet lækket til pressen. Washington Post mangler bare lige at få det konfirmeret....

I starten af året fandt CIA belejligt en rapport i en skuffe om mulig iransk støtte til Al-Qaeda's terrorangreb på WTC. Mon ikke de også har en rapport om mulig russisk støtte til angrebet i en anden skuffe.

Niels Duus Nielsen, Hanne Utoft, Torben K L Jensen og Lene Krathmann Pedersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Det er et rigtig godt link med en sammenfatning af, hvad man i et stykke tid har kunnet læse bl.a i britiske aviser, som Thomas Bindesbøll har postet. Der er også en henvisning til den tilbageholdte rapport i det britiske regeringssystem om Putins indblanding i britiske affærer.

Det er jo helt fantastisk, at lederne af de to førende anglo-amerikanske lande i deres hjemlande er under mistanke for at rende ærinder for Putin, mens deres soldater er mål for angiveligt russisk-styrede attentater i Afghanistan.

Torben K L Jensen

Man skal spørge om hvem der har interesse i at krigen fortsætter og her kunne man begynde med den afganske regering der jo var udelukket fra USA´s forhandlinger med Taliban - det militær-industrielle kompleks i USA eller høgene i Washington - At Putin skulle have interesse i at levere søm til Trump´s ligkiste forekommer mildest talt usandsynligt.

"Det er jo helt fantastisk, at lederne af de to førende anglo-amerikanske lande i deres hjemlande er under mistanke for at rende ærinder for Putin, mens deres soldater er mål for angiveligt russisk-styrede attentater i Afghanistan."

Ja, det lyder unægteligt som noget af en konspiration, der er kørende. Mistanker og angivelige hændelser. Lad os alle erindre dette: https://www.youtube.com/watch?v=GiPe1OiKQuk

Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Som man ser af Arwa Mahdawis formulering, er det for nogle en kendsgerning, at russerne har udsat dusører for drabet på amerikanske soldater:

»If Trump was told about the bounties, he betrayed US soldiers; if he wasn’t told, then his administration is murderously incompetent.«
https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/jun/30/president-trump-dr...

Vælgere afgør som bekendt suverænt, hvad valgtemaet er, og oven i hans åbenlyse inkompetence i alle andre spørgsmål vil Trump få nye vanskeligheder med et genvalg, hvis vælgerne mener, at han ikke tager vare på sit lands interesser og render ærinder for Putin. Det skulle være banalt, men det røg alligevel hen over hovedet på Jeremy Corbyn.

Det vil glæde mange, at Trumps egen fabrikation af løgne og konspirationer, nu endelig kan blive til den boomerang, der rammer ham selv fatalt i nakken.

Thomas Bindesbøll

Det gode ved de vestlige medier er, at der før eller siden vil komme mere substans omkring denne mildt sagt dramatiske historie.

I stedet for på forhånd at "motivforske" - som en del gør - burde man måske nok snarere indvente flere facts og vidneudsagn. Det lønner sig i længden. Også her.