Portugal genindfører corona-restriktioner i Lissabon

Et stigende antal smittetilfælde medfører, at forsamlingsforbuddet i Lissabon skærpes fra 20 til 10 personer.
22. juni 2020 kl. 20:06Opdateret 22. juni 2020 kl. 20:11

Et stigende antal nye smittetilfælde i Lissabon får mandag myndighederne til at genindføre en række corona-restriktioner i den portugisiske hovedstad.

Det oplyser Portugals premierminister, Antonio Costa, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- En række tiltag vil blive indført i hovedstadsregionen, siger premierministeren på et pressemøde.

Fra tirsdag bliver det således igen forbudt at samles flere end ti personer i Lissabon. Derudover bliver caféer og butikker i hovedstaden beordret at lukke senest klokken 20.

I perioden fra 21. maj til 21. juni har Portugal registreret 9221 nye smittede med coronavirus.

Omkring halvdelen af de nye smittetilfælde er blevet registreret i kommunerne Lissabon, Sintra, Odivelas, Loures og Amadora.

- Det er som ildebrande, og som ved alle brande, må man svare igen med de nødvendige midler for at undgå, at de spreder sig, siger den portugisiske sundhedsminister, Antonio Lacerda Sales.

Portugal tog restriktive midler i brug for at inddæmme smitten allerede tidligt under udbruddet af coronavirus.

Men efter at smittetallene begyndte at falde, har landet gradvist lempet restriktionerne igen. Forsamlingsforbuddet har således været hævet til tyve personer.

Men lempelserne har ifølge nyhedsbureauet Reuters medført en stigning i ulovlige forsamlinger og festligheder i og omkring Lissabon.

Den seneste weekend har politiet brudt flere fester op i hovedstaden. En enkelt fest på en strand havde omkring 1000 deltagere.

Det er sådanne situationer, som myndighederne i Portugal vil forsøge at forhindre.

Der er nemlig flere eksempler på, at de medfører en eksplosiv smittespredning.

Eksempelvis medførte en fødselsdagsfest med omkring 100 deltagere i Algarve-regionen for tre uger siden, at 76 personer blev smittet, oplyser myndighederne.

Der er i alt registreret 1534 coronarelaterede dødsfald i Portugal, mens over 39.000 personer i alt er blevet registreret smittet med virusset.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu