Præsidentvalg kan ændre Polens reformkurs

Søndag skal polakkerne vælge præsident, og det er langtfra sikkert, at den konservative Duda bliver genvalgt.
28. juni 2020 kl. 06:02

Polakkerne skal søndag stemme om, hvem der skal være landets præsident de næste fem år.

Udfaldet kan sætte en kæp i hjulet på regeringspartiet Lov og Ordens (PiS) konservative reformkurs, som har mødt kritik fra andre EU-lande.

Den siddende præsident, Andrzej Duda, er allieret med PiS, som han tidligere var medlem af. Men da præsidenten i Polen skal være partiløs, meldte han sig ud efter sejren ved præsidentvalget i 2015.

Duda støtter fortsat partiets reformer og dets agenda om at værne om traditionelle familieværdier i det hovedsageligt katolske land.

- Vi har ikke den samme levestand som i Vesteuropa, og det er, hvad jeg gerne vil opnå, sagde Duda fredag på valgkampens sidste dag.

Men først skal den 48-årige Duda genvælges, og det kan han ikke føle sig sikker på.

Præsidentvalget skulle egentlig have fundet sted for syv uger siden, men det blev udskudt på grund af coronavirusudbruddet. I mellemtiden er opbakningen til Duda faldet.

Han står stadig til at få flest stemmer søndag, men ifølge meningsmålinger er det tvivlsomt, om Duda sikrer sig de mindst 50 procent af stemmerne, som er kravet for at vinde i første valgrunde.

Over de seneste uger har Dudas nærmeste rival, den EU-venlige Warszawa-borgmester Rafal Trzaskowski, halet ind. Meningsmålinger viser, at de to ligger næsten lige i en potentiel anden runde af valget.

Rafal Trzaskowski befinder sig på midten af det politiske spektrum og har i valgkampen slået på, at han vil forbedre Polens forhold til EU.

Siden PiS i 2015 kom til magten, har der været utallige konflikter mellem regeringen og Bruxelles.

Det gælder blandt andet en retsreform, der har bragt Polen på kollisionskurs med EU, der ser reformen som en undertrykkelse af demokratiet.

Rafal Trzaskowski har som borgmester i hovedstaden Warszawa også været fortaler for at indføre seksualundervisning i skolerne på linje med anbefalinger fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Forslaget er blevet kritiseret af både PiS og præsidenten. Han mener, at seksualundervisning kan fremme "LGBT-ideologi", som ifølge Duda er værre end kommunisme.

Præsidentembedet i Polen er ikke bare symbolsk. Ud over at have en vis indflydelse i forsvars- og udenrigspolitiske spørgsmål kan præsidenten nedlægge veto mod love besluttet i parlamentet.

Hvis Duda ikke sikrer sig genvalg, kan hans afløser gøre det sværere for regeringen at fortsætte reformer af eksempelvis retsvæsnet. Enten ved at nedlægge veto mod nye love eller ved at nægte at udnævne dommere, som regeringen indstiller.

Ud over Trzaskowski og Duda er der yderligere ni kandidater at stemme på, når valglokalerne åbner klokken syv søndag morgen lokal tid.

Kort efter stemmeafgivningen stopper klokken 21.00, ventes de første valgstedsmålinger at blive offentliggjort.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu