Svensk forvirring over danske regler: Må vi rejse ind eller ej?

Der er forskellige meldinger fra myndigheder om, hvilke indrejseregler der gælder svenskere, skriver avis.
26. juni 2020 kl. 23:00

I Sverige er der forvirring over, hvad der egentlig er op og ned i forhold til at rejse til Danmark, når den nye danske model for genåbning af grænserne træder i kraft lørdag.

Det skriver den svenske avis Sydsvenskan.

Som Thomas Kristensen, pressechef hos Rigspolitiet, udtrykker det over for avisen:

- Reglerne er lidt komplicerede lige nu.

Han oplyser, at hovedreglen er, at man får lov til at rejse ind i Danmark fra Sverige, hvis man har bevis på, at man bor i en af de sydsvenske regioner - Skåne, Halland eller Blekinge - og har et særligt formål for at rejse til Danmark.

Det kan eksempelvis være arbejde.

- Har man ikke et særligt formål, så skal man fremvise en negativ coronatest.

- Men der kommer hele tiden nye beskeder. Der kommer til at blive lagt flere formål til, siger Thomas Kristensen.

Justitsministeriet oplyser imidlertid til Sydsvenskan, at en negativ coronatest ikke nødvendigvis skal kunne fremvises. Hvis ikke man er testet i Sverige, kan man lade sig teste i Danmark.

Man kan nemlig i stedet skrive under på et certifikat, hvor man lover at lade sig teste inden for 24 timer efter indrejsen i Danmark og gå i selvisolation i 14 dage, eller indtil man kan vise en negativ test, oplyser Justitsministeriet til avisen.

Men spørger man Nordsjællands Politi, er svaret, at folk fra de sydsvenske regioner ikke skal kunne fremvise en negativ test for at få lov at rejse ind i Danmark. De skal dog kunne bevise, at de faktisk bor i en af regionerne, skriver Sydsvenskan.

Fredag eftermiddag oplyste rederierne, som sejler strækningen Helsingborg-Helsingør, at svenske rejsende fra de pågældende regioner gerne må gå i land i Danmark. Og det kræver ikke en negativ test, lyder det fra rederierne til den svenske avis.

Den besked har hverken Øresundsbroen eller Skånetrafiken dog fået.

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør, er også forvirret over de mange forskellige beskeder. Men hun er klar til at tage imod svenskere og byde dem wienerbrød, siger hun til Sydsvenskan.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu