Boris Johnson vil have briterne til at cykle sig sunde

Den britiske regering vil forbedre infrastrukturen for cyklister og gående for at styrke folkesundheden.
28. juli 2020 kl. 00:24Opdateret 28. juli 2020 kl. 01:14

Den britiske regering vil investere to milliarder pund (16,3 milliarder kroner, red.) i at forbedre infrastrukturen for cyklister og gående.

Det sker i et forsøg på at styrke folkesundheden i Storbritannien efter flere måneder, hvor mange briter har været isoleret i deres hjem som følge af virusudbruddet.

Det oplyser premierminister Boris Johnson ifølge nyhedsbureauet AFP.

- For at skabe en sundere og mere aktiv nation har vi brug for at få den rette infrastruktur, træning og støtte på plads for at give folk lyst til at bevæge sig på to hjul, siger Boris Johnson.

Ifølge regeringens plan skal der laves tusindvis af kilometer nye cykelstier, og infrastrukturen for cyklister generelt skal forbedres.

- At cykle og at gå spiller en stor rolle i at håndtere nogle af de største sundheds- og klimaudfordringer, vi står over for, siger Johnson.

Meningsmålinger har vist, at mange er bekymrede over at tage toget eller bussen til arbejde som følge af risiko for at blive smittet med coronavirusset.

Udspillet kommer, få dage efter at det britiske sundhedsministerium oplyste, at regeringen blæser til kamp mod overvægt og fedme i befolkningen.

Fedme menes ifølge avisen The Independent at være en af årsagerne til, at covid-19 har ramt Storbritannien hårdere end mange andre lande.

I marts blev Boris Johnson selv ramt af virussygdommen og var på et tidspunkt så syg, at han blev lagt i respirator. Den 56-årige premierminister besluttede derefter at gå på slankekur, efter at han blev udskrevet.

- At tabe sig er helt ærligt den bedste måde at reducere sin egen risiko (for covid-19, red.), sagde han.

Storbritanniens officielle dødsfald som følge af coronavirusset er med næsten 46.000 det højeste i Europa, skriver AFP.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu