Ghislaine Maxwell fremstilles i næste uge i sag om sexmisbrug

Anklagemyndigheden beskylder Maxwell for grooming af unge piger, så Jeffrey Epstein kunne misbruge dem.
8. juli 2020 kl. 04:38Opdateret 8. juli 2020 kl. 05:04

Den britiske jetsetter Ghislaine Maxwell skal fremstilles 14. juli på anklager om at have lokket mindreårige piger, således at den afdøde finansmand Jeffrey Epstein kunne misbruge dem.

Det oplyser en dommer tirsdag aften amerikansk tid.

Ved en føderal domstol på Manhattan i New York City siger dommer Alison Nathan, at der tirsdag 14. juli klokken 13.00 lokal tid - klokken 19.00 dansk tid - vil blive holdt en kautionshøring via video.

58-årige Ghislaine Maxwell ankom til Metropolitan Detention Center i Brooklyn mandag.

Hun blev anholdt 2. juli på sin luksusejendom i New Hampshire, hvor hun ifølge efterforskere har holdt lav profil.

Anklagemyndigheden beskylder Maxwell for såkaldt grooming af unge piger, så Jeffrey Epstein kunne misbruge dem i sine hjem i Palm Beach i Florida, i New Mexico og på Manhattan.

Begrebet grooming dækker over situationer, hvor en voksen opbygger et tillidsforhold til en mindreårig med det formål senere at begå overgreb.

Jeffrey Epstein blev fundet hængt i sin fængselscelle på Manhattan i august.

Det skete, mens han afventede en retssag om menneskehandel og overgreb på mindreårige. Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Medicinske undersøgelser har konkluderet, at hans død var selvmord.

Ghislaine Maxwell, som er tidligere kæreste og langvarig partner med Epstein, risikerer op til 35 års fængsel, hvis hun bliver fundet skyldig.

Umiddelbart efter anholdelsen 2. juli oplyste statsanklageren i New York, at Maxwell har spillet en central rolle i at identificere og lokke ofre til Epsteins overgreb.

- I nogle tilfælde har Maxwell selv deltaget i overgrebene, sagde statsanklager Audrey Strauss.

Ghislaine Maxwell er også sigtet for at have afgivet falsk vidneforklaring i retten.

Maxwell har igennem mange år været ven med den britiske prins Andrew. Hun skal have introduceret ham til Epstein, hvorefter de to blev venner.

Prins Andrew har gentagne gange afvist at have haft sex med en 17-årig pige fremskaffet af Epstein. Amerikanske anklagere har uden held forsøgt at få ham i tale omkring bekendtskabet med Epstein.

/ritzau/Reuters

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu