Retsmøde i drabssag på Bornholm holdes hemmeligt

Der er tirsdag eftermiddag møde ved Retten på Bornholm i en meget omtalt drabssag. Det er omgærdet af mystik.
7. juli 2020 kl. 14:48Opdateret 7. juli 2020 kl. 15:55

De to døre ind til retslokale 1 ved Retten på Bornholm holder tirsdag eftermiddag offentligheden fra at høre nyt i sagen om et meget omdiskuteret drab, der blev begået på klippeøen i slutningen af juni.

Der er tale om et såkaldt forhør efter retsplejelovens § 747. Under sådanne møder sker det ofte, at en sigtet afgiver forklaring, så den er sikret på skrift i retten.

Ingen af de sigtede var dog at se i retslokalet, inden dørene blev lukket for den fremmødte presse. Der har heller ikke været nogen politibiler at se uden for retten, som kunne tyde på, at en sigtet skulle være mødt frem.

To civilklædte betjente var dog til stede og fulgte med fra tilhørerrækkerne.

Det er to brødre - en 23-årig og en 25-årig - som er sigtet for at have slået en mand ihjel. På en shelterplads i Nordskoven på Bornholm mistede en 28-årig mand natten til den 23. juni livet, da han blev tæsket med granrafter, stukket med kniv, brændt og fik et knæ på halsen.

Særligt anklagen om at have sat et knæ på den dræbtes hals har skabt ubehagelige associationer til en drabssag i USA, hvor en sort mand døde, efter at en hvid politimand i mange minutter havde haft sit knæ på hans hals.

I dennes sag er den 28-åriges mor fra Tanzania, mens hans far er fra Danmark. Særligt én af de sigtede har tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Han har en hagekors-tatovering på benet, og flere medier har tidligere berettet, at han angiveligt sympatiserer med den alleryderste højrefløj.

De klare paralleller til drabet på George Floyd i USA har vakt en debat om racisme i Danmark, men Bornholms Politi har flere gange afvist, at der skulle lægge racistiske motiver bag den brutale episode i Nordskoven.

- Det er en personlig relation, der er gået helt galt, har chefanklageren tidligere sagt.

Tirsdag tager mystikken til ved Retten på Bornholm, da chefanklager Benthe Pedersen Lund insisterede på, at pressen ikke måtte være til stede, mens hun forklarede, hvorfor retsmødet ifølge hende burde foregå bag lukkede døre.

Dommer Christian Bach Esdorf valgte "af hensyn til sagens karakter", at pressen skulle ud af lokalet - både under chefanklagerens argumentation og under retsmødet.

Dørene var også lukket ved brødrenes grundlovsforhør i slutningen af juni. Dengang blev der henvist til en bestemmelse, der siger, at dørene kan lukkes, "når sagens behandling i et offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning".

- Jeg vurderer, at den bestemmelse stadig er gældende nu, sagde han.

Det er derfor uvist, hvorfor offentligheden på nuværende tidspunkt ikke må høre det nye i sagen, der i forvejen er præget af stor rygtedannelse på sociale medier.

Den yngste af de sigtede har under et tidligere retsmøde erkendt vold med døden til følge. Den ældste kun vold.

Dermed er der ingen af dem, som har sagt, at det var deres intention, at den 28-årige skulle dø.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rikke Nielsen

"Det er derfor uvist, hvorfor offentligheden på nuværende tidspunkt ikke må høre det nye i sagen, der i forvejen er præget af stor rygtedannelse på sociale medier."

Det er jo ikke til at undgå at bemærke, at pressen har travlt med at påvirke offentligheden med motiver for mordet. Mon ikke det er derfor, der bliver holdt retsmøder for lukkede døre jvf. bestemmelserne i Retsplejelovens $29.

Brugen af ordet "hemmelig" i den forbindelse er ret uheldig, da ordet insinuerer, at der sker noget forkert.

Eva Schwanenflügel

"Tirsdag tager mystikken til ved Retten på Bornholm, da chefanklager Benthe Pedersen Lund insisterede på, at pressen ikke måtte være til stede, mens hun forklarede, hvorfor retsmødet ifølge hende burde foregå bag lukkede døre."

Hvad er det, der skal være så hemmeligt, at offentligheden ikke må få noget at vide?

Det er sådanne beslutninger, der danner grobund for konspirationsteorier.