To dræbt i Aarhus i løbet af ni timer - politiet savner vidner

42-årig blev stukket ihjel i Brabrand. Politiet efterforsker også skuddrab på 25-årig ved travbane.
23. juli 2020 kl. 07:28Opdateret 23. juli 2020 kl. 09:12

En 42-årig mand er tidlig torsdag morgen dræbt af knivstik i Brabrand ved Aarhus. Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 03.48 modtog politiet en anmeldelse om, at flere var ramt af knivstik på parkeringspladsen ved Lenesvej.

- Politi og ambulancer kom hurtigt til stedet og fandt en 42-årig mand ramt af flere knivstik.

- Betjentene og reddere ydede livreddende førstehjælp, men den 42-årige blev kort tid efter erklæret død. Yderligere to personer er ramt af knivstik og modtager behandling, skriver politiet.

Politiet oplyste at være "massivt" til stede i området.

Forbrydelsen skete mindre end ni timer efter et andet drab i Aarhus. Også her er gerningsstedet en parkeringsplads. I den sag blev en 25-årig mand dræbt af skud.

Et større område ved travbanen i Aarhus blev afspærret, fordi betjente ledte efter spor efter drabet, som fandt sted på parkeringspladsen ved Observatorievej.

Politiet fik meldingen klokken 19.10.

- Der pågår i øjeblikket en intensiv efterforskning og undersøgelse af gerningsstedet. Vi forventer at være på stedet resten af natten, skrev Østjyllands Politi om sagen sent onsdag aften.

Naboer i området siger til Århus Stiftstidende, at de tror, at der i den seneste tid er sket salg af stoffer på parkeringspladsen ved Jydsk Væddeløbsbane.

Torsdag morgen kan Østjyllands Politi endnu ikke besvare spørgsmål om sagerne - for eksempel om der er en sammenhæng.

Men en talsperson understreger, at "vi vil meget gerne have oplysninger fra vidner" i begge sager.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu