Københavns Lufthavn vil fyre cirka hver fjerde medarbejder

På grund af lavere aktivitet er Københavns Lufthavn nødt til at skære 650 ud af 2600 fuldtidsstillinger.
5. august 2020 kl. 09:16Opdateret 5. august 2020 kl. 13:03

For at tilpasse sig et lavere aktivitetsniveau planlægger Københavns Lufthavn at nedlægge 650 fuldtidsstillinger.

Til sammenligning har lufthavnen i dag omkring 2600 medarbejdere ansat på fuldtid. Dermed risikerer cirka hver fjerde medarbejder at miste jobbet.

Det oplyser Københavns Lufthavn i en meddelelse.

Ifølge Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn, har det globale udbrud af coronavirus givet en lavere aktivitet i lufthavnen.

For at få økonomien til at hænge sammen bliver lufthavnen derfor nødt til at skære i sine udgifter, herunder lønomkostningerne.

- Det er meget trist, at vi nu skal være færre medarbejdere i Københavns Lufthavn, siger Thomas Woldbye.

Han forklarer, at de politiske hjælpepakker under coronakrisen har gjort en stor forskel for lufthavnen.

Forlængelsen af lønkompensationsordningen har også betydet, at der ikke skal afskediges lige så mange, som hvis ordningen ikke havde været der.

- Men med udviklingen i flytrafikken må vi ulykkeligvis erkende, at det ikke er muligt for os at fastholde det samme antal medarbejdere som før coronakrisen, siger Thomas Woldbye.

Han oplyser, at de 650 stillinger, der skal nedlægges, vil blive fundet på tværs af lufthavnens funktioner.

Den største medarbejdergruppe i lufthavnen er inden for security, hvor der blandt andet bliver lavet eftersyn af de rejsendes bagage.

Også inden for trafik og rengøring er der mange medarbejdere ansat.

Senest ved udgangen af august vil medarbejderne have fået besked om, hvorvidt de er omfattet af afskedigelserne. På grund af lange opsigelser vil der gå nogle måneder, før de er endeligt opsagt.

Nedlæggelserne er blevet annonceret i forbindelse med et halvårsregnskab fra lufthavnen, der viser et minus på 178 millioner kroner.

Underskuddet er et resultat af markant lavere indtægter, fordi der er rejst færre passagerer igennem lufthavnen.

I første halvdel af 2020 er lidt over fem millioner passagerer gået gennem terminalerne i Københavns Lufthavn.

Det er 65,2 procent lavere end første halvdel af 2019, hvor passagerantallet var 14,4 millioner.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danny Hedegaard

"Sikke en god nyhed!"

Steffen Gliese, ville du stille dig op foran disse 650 ulykkelige skæbner, eller foran hver og en af dem, og sige det samme til dem ansigt til ansigt?

Det ville du næppe, og jeg savner i den grad din empati for mennesker, der rammes på deres levebrød af corona krise og klima omstilling.
Og som er tabere i en omstilling og en udvikling, hvor de efterlades som de overflødige på perronen.
Som dem hvor mange af dem har en alder, og en mangel på kvalifikationer der kobler den af fremtidens arbejdsmarked.

Det begyndte med Erik Meier Carlsens bog De Overflødiges oprør, og siden har forfatteren Lars Olsen på fremragende vis med klummer i Jyllandsposten, og eget forfatterskab, opdateret os på hvorfor den såkaldte populisme har fået vind i sejlene hen over årene.

Godt næret af indskrænkede kommentarer fra kernelæsere af Information, den kreative og snakkende klasse af politisk korrekte radikale, fra det bedre borgerskab med bolig i kartoffelrækkerne på Østerbro.

Den her udtalelse er ikke glemt!

Radikale tramper på Nordjylland
https://nordjyske.dk/nyheder/radikale-tramper-paa-nordjylland/f79c9037-4...

Og hvis ikke der lyttes til en betydelig del af vælgerbefolkningen, der er taberne i denne udvikling, så får vi bar mere Trump, Mere AFD, flere gule veste, og de har ikke svaret på disse menneskers berettigede bekymringer, men der lyttes til dem i desperation og afmagt.

Som de gule veste udtalte "Eliten bekymrer sig om verdens undergang, vi bekymrer os om månedens udgang"

Du provokerede mig med en sætning bestående af 4 ord, og det har du gjort før.

Hvis ikke kompensation til, og tryghed for en stor gruppe mennesker, der ikke evner den tilstrækkelige omstillings parathed og livslang læring, i højere grad indgår i ligningen for fremtidens løsninger.
Så vil de selvsamme mennesker forblive kilde til modstand, som Rusland og Kina vil gøre alt for at gøde jorden under, til skade for en nødvendig udvikling, der imidlertid har en stor klasse af tabere.

Og det skal vi tage alvorligt og have respekt for!

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Per Torbensen, Claus Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Danny Hedegaard, hvad er "ulykkelige skæbner"? Er det dem i lufthavnen, der bliver fyret, fordi - hey - vi kan ikke blive ved på samme måde. Eller der det de ulykkelige skæbner, dine børn, der dør, fordi vi ikke havde modet til at fyre dem i lufthavnen?

Steffen Gliese

Ja, det er trist, at vi har rullet dagpengesystemet så kraftigt tilbage, at det igen kan være en familietragedie med arbejdsløshed. Det skal vi i den grad have lavet om på.

Danny Hedegaard

@Anders Sørensen

Ja de ulykkelige skæbner, er dem i lufthavnen!

Ja vi kan ikke blive ved på samme måde, men berettiger det til at gnide salt i såret hos nogle mennesker, med en kommentar om at det er en god nyhed at de har mistet deres levebrød.

Hvordan kommer du selv til dine egne penge, ved egen indsats, eller får du dem ved andres indsats gennem Udbetaling Danmark?

For den alt overvejende majoritet af danskerne, består et arbejde i at møde til tiden, gøre sit arbejde godt, få sin løn og betale sine regninger.
Og forfra næste den 1 i måneden osv osv.

Du kan ikke fortælle de mennesker, at de skal ofre sig på klimaets alter, hvis du ikke samtidig helt konkret kan fortælle dem hvad de så skal leve af?
Med eller uden et nyt job på hånden.

Nøjagtig samme situation står alle journalisterne og leder skribenterne i, hver dag de går på arbejde på Information, for at skrive om jordens snarlige undergang, hvis ikke klima få topprioritet frem for alt andet i denne verden.

Jeg savner en fokus på, at en generation af mennesker er fødte tabere i den udvikling, og at mange af dem ikke står til at redde, hvis de skal betale prisen med deres jobs, og deres brancher.

Fremtidens storhed tilhører de unge, der kan følge med og omsætte udviklingen til nye muligheder, og måske først de endnu ufødte, men inden da får omstillingen nogle enorme menneskelige omkostninger for millioner af mennesker.
Som vi enten kan vælge at hælde ned af brættet, eller give et værdigt eksistensgrundlag, som de fremover overflødige.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Torben K L Jensen

Hører lige at den længe ventede (10 år) internationale lufthavn i Berlin med navnet "Willy Brandt-airport" åbner i efteråret sammen med den konkurrence man i København hele tiden har været rædselslagne for.