Borgmester vil stoppe salg af alkohol klokken 20 i festzoner

Frank Jensen vil forbyde salg af alkohol i festzoner og have lov til at udskrive bøder for høj musik.
15. september 2020 kl. 07:03Opdateret 15. september 2020 kl. 08:53

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), blæser til kamp mod larm, affald og vold i nattelivet.

I den forbindelse foreslår han, at der indføres forbud mod salg af alkohol i eksempelvis kiosker og supermarkeder efter klokken 20 i udvalgte områder.

Samtidig foreslår overborgmesteren, at kommunens støjvagter og parkmedarbejdere får mulighed for at udskrive bøder til personer, der overtræder byens ordensreglement.

Som reglerne er nu, er det alene politiet, som kan håndhæve ordensreglerne og udskrive bøder.

- Vi har set, at generne fra nattelivet i København i bestemte områder af byen, især i Indre By, blev alt for store - med mere larm, mange fulde mennesker i gaden og helt uacceptable voldsepisoder.

- Festen i gaden har simpelthen taget overhånd. Det skal vi have gjort op med, siger Frank Jensen.

Hvis det står til overborgmesteren, skal kommunens medarbejdere have mulighed for at udskrive bøder til borgere, der smider affald i byens parker. Eller spiller høj musik på tidspunkter, hvor det ikke er tilladt.

- Politiet gør allerede et kæmpe arbejde, og det er klart, at de ikke kan være overalt. Samtidig har vi allerede medarbejdere i byens gader, parker og ved havnen, som kan hjælpe med at sikre, at folk ikke sviner og larmer, siger Frank Jensen.

Han understreger, at forslagene ikke alene skal gælde for Københavns Kommune, men for alle større byer med et "natteliv, der er gået over gevind".

I brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd er direktør John Wagner skeptisk over for Frank Jensens forslag.

Hen henviser til, at det frem til 2005 faktisk var forbudt at sælge alkohol i aften- og nattetimerne.

- Det virkede ikke dengang og blev nærmest omgået systematisk.

- Så jeg spørger mig selv, om det er Frank Jensen, der skal tage rundt i sidegadekiosker på Vesterbro og Nørrebro og påse, om der sælges øl, vin og spiritus efter klokken 20, siger John Wagner.

Han peger også på en anden utilsigtet konsekvens, hvis et eventuelt forbud alligevel skulle vise sig at blive overholdt:

- Så flytter man festerne lidt uden for byen, og så er man lige vidt, siger John Wagner.

Foreholdt dette argument siger overborgmesteren:

- Hvis festzonerne flytter, så må reguleringen selvfølgelig flytte med, siger Frank Jensen.

Overborgmesteren har givet forslagene videre til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Ministeren skriver i en kommentar, at han "sætter pris" på Frank Jensens idéer.

- Det tager vi med i vores videre arbejde med at gøre op med den adfærd, der skaber utryghed i det offentlige rum, skriver Nick Hækkerup.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forbløffes til stadighed over hvor kærkomment en masse af disse Corona-tiltag og restriktioner forekommer - som en bøn, der endelig er blevet hørt.

For min skyld måtte de gerne gøre en lang række af dem permanente.

/O

Dorte Haun Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Helle Walther og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Om 100 kasser øl sælges før eller efter kl. 20, er vel ligegyldigt for virkningen. Problemet er at der er 100 og ikke fx 50 kasser.

Det er lidt ærgerligt de unge ikke helt har fattet alvoren, havde de det, var restriktioner og bøder jo unødvendige, de vil så gerne behandles som voksne, så opfør jer da som sådan. Tag ansvar. Unge i dag er så forkælede i forhold til før i tiden, hvor man ikke fik SU, men var tvunget til at jobbe efter studietid, hvis ikke forældrene havde råd til at bidrage, . Jobbe i alle weekender og ferier. Man havde ikke tid til at kigge i egen navle hele tiden, eller have øjnene fast på en mobil telefon. De unge er så smukke og dygtige og dejlige, men de skal altså også tænke sig om.

Torben Bruhn Andersen og Jan Brunchmann anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Tja, jeg tror, at alvoren ligger deri, at staten er ved at overtage samtlige af civilsamfundets institutioner. Og at hvis nogen gerne ville have et kalifat, så er de tæt på. Eller et "ora et labora" nypuritiansk samfund, hvor politiet a la situationen i Australien frit kan gå ind vore boliger og under- søge dem! Men jo ja, der er noget "hyggeligt" ved dette DDR, som jeg selv har lovsunget, men det virker nu på mig, som om, at fordelene ikke er med. Og så Frank Jensen ik? En tidligere Bingovært, der er ude på at bygge København til, så der ikke er så meget som et grønt område tilbage. Nu har han fået medvind fra "tanterne og onklerne." Forbyd altid og lad os sidde og synge morgensang på TV, "sammen men hver for sig." Kunne ikke være et nydeligere 1984 quote!

Mads Kjærgård

Men forbyde høj musik? Hvad om man ligesom havde forudset udviklingen? Når man pludselig kan købe Blutooth anlæg på 100 watt og et batteri, der kunne holde det kørende hele natten! Hvad om man havde gået ind og reguleret det der. Altså i selve købssituationen og sagt nej, den går ikke Granberg, det må I ikke sælge! Bam sådan, enhvert r..... kan sige sig selv, at det er grænseoverskridende at fyre op under et sådant nede ved stranden. Der er andre mennesker!